Der blæste en forrykende nordveststorm over byen. Den kom med ilske hyl i alle skorstene og ret som det var trommet der en haglbyge paa hustakene. Det var en rigtig uhyggelig oktoberaften. Karl Johansgate var som vasket ren for mennesker. Byens larm hadde veget pladsen for naturens raseri. Nogen enslige automobiler tutet melankolsk rundt gatehjørnene som herreløse hunde.
— — Der kom en stor svær mand gaaende nedover Rosenkrantzgaten. Han var iført en fodsid gummikappe med en hætte som var trukket over hodet. I lyset fra lykten ved Grand Hotel saa man, at manden hadde mørkt, stridt haar og martialske barter. Han gik med den rolige og trygge værdighet, som mænd har, der generes av et voksende embonpoint.
— Rigtig et veir for os, sa manden hen for sig. Der er aarhundreders mord og drap i luften. Hele kobbelet er løs og nu rider fanden sydover.
Han stanset og trak pusten tungt. Dette er jamen et haardere arbeide end jeg hadde trodd, mumlet han og trak kappen tættere om sig. Det klang af metal ved bevægelsen og mandens svære mave kom i heftige svingninger.
— Rolig, hvisket han som en, der er vant til at tale
