du er fjeld fra issen til fotsaalen. Granit! Haard granit.
Den blonde kjæmpe smilte. — Kjære Erko, sa han. Mind mig ikke formeget om mine legemlige kvalifikationer. Jeg ofret gjerne denne min høire haand for en liten brøkdel av dit mekaniske geni.
— Og jeg, sa Erko bittert, ofret gjerne altsammen for det bryst og de lunger og den hammer der som sitter paa din høire arm.
— Husker du, avbrøt den anden hurtig, vort første møte? Det var nede i Berlin, hvor jeg studerte hudsygdomme hos Lasar, mens du lot dig præparere av en anden jøde i mekanik.
Det var en aften i „Pickelsteiner Krug“. Vi sat der en flok studenter og drak omkap av de store 10-liters-bollerne, som ellers brukes til dekoration.
Da kom du ind sammen med en finsk maler. Jeg fanget dit sky melankolske blik med en gang.
Saa var det, at en vældig slaaskjæmpe i mit følge, en svær tyk mediciner med røde duelarr over hele ansigtet skrek: La pattebarnet der faa noget at drikke! — — Jeg husker det tydelig, du blev blek som væggen bak dig, dine øine blev sorte og hatefulde — og saa kastet du din seidel i hodet paa tyskeren.
For et brøl der blev! Øllet randt ned over den drukne injuriants ansigt og fraaden stod ham om munden. Han reiste sig og vilde kaste sig over dig. Men da tok jeg dit parti.
For et herlig slagsmaal! Jeg banket ham paa norsk maner til plukfisk, saa tænderne trillet ham ut av kjæverne. Siden duellerte vi med pallasker og tappet det fornødne blod av hinanden.
Men vi to blev venner for livstid. Du lærte mig at tro paa venskap og jeg lærte dig at tro paa forbrydelse.
Og nu smir vi onde rænker og haardt tyvestaal midt i Kristianias hjerte — vi — Ilmari Erko og Jonas Fjeld.
