naar os igjen . . . har jeg kun ett at gjøre . . . at springe tilhavs . . . Nei, nei, si mig ikke imot . . . Det er mig, de søker, og de vil ikke vaage at gjøre min hustru noget . . . Men ett skal du love mig, Erko naar jeg er borte, skal du fortælle Katarina alt om mig — slik som du kjender mig . . . Læg ikke skjul paa noget . . . Du vet, hun vil aldrig forstaa, hvorfor jeg slog ind paa forbrydelsen. Jeg tror ikke, nogen kvinde kan sætte sig ind i det sjælevanvid, som bringer en ung mand i overmot til at vælge stierne langs avgrunden istedetfor samfundets brede vei . . . Men søk allikevel at forklare hende det . . . og si hende fremfor alt, at hun har skjænket mig, den uværdige, en lykke, som livet aldrig har ødslet paa noget menneske . . .
Han stanset. Finnen hadde skjult sit store hode mellem sine hænder og hulket.
— Erko, min ven, hvisket Fjeld bevæget. Graat ikke. Det sømmer sig ikke for mænd, der har levet vort stolte liv mot alt og alle . . . Katarina maa ikke se noget bedrøvet ansigt, naar hun kommer. Hun maa ikke merke, at vi jages . . . Og hvis de hunde der skulde naa os — maa hun intet høre, intet se . . . forstaar du . . . hysch . . .
Katarinas blonde hode kom tilsyne i kahytsdøren. Hun misset med øinene mot det skarpe sollys.
— God morgen, mine herrer, sa hun muntert. Hvorfor vækker dere mig ikke, naar det er saa pent veir? Fy, skam dere. Hvor er vi?
Fjeld rakte Erko roret og gik hen til sin kone, kysset hende paa panden og løftet hende varsomt op paa sine arme.
— Hvor vakker du er idag Katarina, hvisket han ømt. Her er vi midt inde i Sverige. Om nogen minutter glir vi ind mot indløpet til Havsteinsund. Kursen er ret over de to fyr derinde. Det ser noksaa indviklet7 — De knyttede næver.
