Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Det har jeg paa Papiret lagt,
Og særligen optegnet.
Om noget deraf findes kan,
Som synes Sandhed mangle,
Fisk dog ei strax udi mit Vand
Med ufortinned Angle[1]!
Du ved jo vel, en Ubekandt
Kan let af Veien vandre;
Er, som du vil, ei alt saa sandt,
Beskyld ei mig, men andre.
Jeg skrevet har, det jeg har hørt,
Lad demmen dertil svare,
Og det, jeg har til Ljuset ført,
Kan staa sin egen Fare.
Dog kan jeg det forsikre dig:
Hvad Maader, Skik og Seder,
Som her beskrives hver for sig,
Gaar i sin’ egne Klæder.
Jeg haver ei stafferet dem,
Med Glans af fremmed Farve,
Men al Ting ført saaledes frem,
At hver sig selv kan arve[2].
I Verden øves sælsomt Spil,
Best bider gammel Vane;
Men Folk maa gjørem hvad de vil
Saa galer dog min Hane.

  1. Et Ordsprog der i Landet om dem, der beskylder andre uden nogen Aarsag for at skade deres Rygte; thi ligesom Fiskeren bruger for-tinnede Angler for at lokke Fisken, men uforinned Angel er til ingen Nytte, men mere til Skade, saa ere og saadanne Skam-Flikker, man søger at sætte paa andre. (A. D.)
  2. Meningen synes at være, at enhver faar det Skudsmaal, som tilkommer ham.