i dette, som vor Magister indtager, vilde en saadan Læges Navn aldrig være kommet ind.
Det er det saare mærkelige Diplom, ved hvilket Kong Haakon fornyer Magnus Erlingssøns Gave til Bispestolen af Stavanger By[1], hvilket Brev jeg nys i en anden Afhandling har behandlet[2]. Det er udateret, men maa, da Askell deri nævnes som Biskop i Stavanger, falde i Tiden 1226–1254, og da en af de deri nævnte Lendermænd, Ivar Nev, næppe forekommer efter 1235, kan Brevet, hvilket Munch uden tilstrækkelig Grund, henfører til 1243, neppe være meget yngre end førstnævnte Aar. Som Vidner anføres i Brevet først Dronning Margrete, dernæst tre Lendermænd, saa Meistari Vilhjalm, saa en Kongens Capellan, der ligeledes hed Vilhjalm[3] (Bote) samt endelig en Hirdpræst[4]. Vilhjalms Plads lige efter Lendermændene, men lige foran Hirdpræsterne er mærkelig, fordi det netop er den samme, der senere i Hirdskraaen (N. G. L. II. S. 406–409) anvises Cantsleren. Derfor tror jeg, at Mag. Vilhjalm har indtaget en saadan Stilling (naturligvis uden den da endnu ikke indførte Titel) hos Kong Haakon og seer i ham Concipisten af Documentet, hvis reale, her os ligegyldige Hovedindhold, Kongen, da han taler i første Person Singularis, maaskee personlig i det mindste tildels har sat i Stil. Fra Haakons Tid kjendes yderst faa norske Diplomer, ja – foruden nogle Retterbøder – kun
- ↑ Norges gamle Love I. S. 448 og Dipl. Non. I. Nr. 51.
- ↑ Norsk hist. Tidsskr. 3. R. IV. (Min Afhdl. om Reins-Ætten, der er under Pressen.)
- ↑ Ogsaa denne anden Vilhelm nævnes i Sagaen, han havde 1240 Tilsyn med den unge Kongesøn Haakon, hvem Faderen modtog, da han drog ud for at kjæmpe med Skule.
- ↑ Storm, der i Forbigaaende omtaler Brevet i Norsk hist. Tidsskr. 2. R. IV. S. 167, slaar disse tre Mænd sammen under Betegnelsen »tre Præster«, men i mine Tanker er det langtfra givet at Meistari Vilhjalm skulde være Præst, og overhoved var vel »Kongens Capellan« den fornemste Præst i Hirden.
