skattes, og Ledingspligten var ingenlunde uindskrænket. Men derimod passer en saadan Opfatning af Kongemagten meget vel med Keiser Frederik 1l.s Herredømme i det siciliske Rige, naar han f. Ex. ligefrem udtaler: »Nos domini sumus personarum«[1]. Der er i Kongespeilet et Par Steder[2], hvor Forfatteren med særlig Forkjærlighed omtaler en unævnt Monark, paa det ene Sted en »Konge«, som han kalder »berømt, mægtig, vel oplært i alt Mandevid og selv retfærdig i alle Domme«, paa det andet Sted en »Keiser«, der faar omtrent de samme Lovord. Om han her har tænkt paa Frederik II., derom tør jeg naturligvis ikke have nogen Mening. At der kan være Steder i Verket, hvor han tænker paa sin egen Konge, Haakon, er sandsynligt, og et af dem vil jeg anføre, fordi det Billede han giver af en ideel Konge, i ikke ringe Grad stemmer med Sturla Thordssons Skildring af Kong Haakon i dennes Saga. Jeg hidsætter begge Steder:
| Kongespeilet:[3] | Sagaen: |
| »Det er det første i en Konges Væsen, at alle bor nære en stor Frygt og Rædsel for ham, saa at Ingen skal være uden Skræk, som hører ham nævne. Men han selv bør vise sig naadig og venlig mod alle gode Mænd, at Ingen skal have saa stor Frygt for ham, at han blues for at fremføre sine nødvendige Anliggender for ham for hans Strengheds Skyld.« | »Kong Haakon var Alles Glæde, naar han var blid i Hu. men barsk og frygtelig, naar han var vred. Han var munter, livlig og rask i sit Væsen, blid mod Fattige og Nødlidende, thi om hans Sind var aldrig saa tungt, talte han dog altid venlig til dem.« |
Man kunde maaske tro, at Kongespeilet her har ligget opslaaet paa Sagaskriverens Bord?
- ↑ Eduard Winkelmann, Gesch. Keiser Friedrich, des zw. u. seiner Reiche, Berlin 1863, S. 380. Man vil i dette Verk samt i F. W. Schirrmachers Keiser Friedr. d. zw. B. 2. Göttingen 1861, finde udførlige Oplysninger om Keiseren ogsaa som Konge af begge Sicilier.
- ↑ Christiania-Udg. S. 140, 196.
- ↑ Sammesteds S. 105.
