Diss. Acad. de Dalekarlia, P. 1. autore Z. Holmio, Ups. 1721.
4. p. 134–135. Diss. de ritibus nuptiarum apud Sveo-Gothos,
præs. Hermansson, Ups. 1726. 4. p. 37.
I fordums Tid drev Skotterne og Hollænderne livlig
Handel paa Søndmøre. Gaardene Søholt og Langskibet
i Ørskog Sogn vare deres fornemste Ladningspladse.
Paa Skolteskjæret havde de sit Oplagssted for Bord og
Tjære, og ved Braabænken, et andet Skjær, lagdes
Skibene til, naar de skulde dødes eller brændes. Nogle
Berghammere tæt i Syd for Søholts Huse kaldes endnu
Talbordbergene, fordi man her talte de Bord, som de
Fremmede kjøbte.
En Bonde, som solgte megen Last, var Olaf Valgjerdmo. Han forstod sig ikke stort paa Regning, men var vant til hvert Aar at faa sin store Pose fuld af Sølvpenge og lagede da til saa meget Trælast, som han vilde levere for den Pris, og naar saa Posen blev fuld, var han fornøiet. Men et Aar fik han dog baade Posen og sin Lammeskindshue fulde af Sølv, saa at han den Gang maatte gaa hjem barhovedet.
P. Fylling i Møringen, 1869, No. 42.
