En rig Bonde i Kvinesdal, Thomas, som eiede de to store Gaarde Øvre-Egeland og Rødland og maa have levet i Slutningen af det 16de Aarhundrede, havde tre Sønner. Engang saa han de tre Smaagutter beskjæftigede med at bygge for Moro Skyld. Han spurgte dem da alle tre efter hverandre, hvad de byggede paa. Den ældste svarede „paa en Flor“ (Fjøs), den anden sagde, at han byggede paa en Stue, men den yngste, Jørgen, at han vilde bygge en Kirke.[1] Thomas tog da dette som Varsel om, at Jørgen var bestemt til at blive Præst, og sendte ham til Danmark for at studere. Da Jørgen endelig kom præstelært hjem igjen, forstod han, at „Munken“ hjemme i Kvinesdal prækede falsk Lære. Et helt Aar igjennem fatte han sig nu hver Søndag lige under Prækestolen, hvor Munkepræsten ikke kunde se ham, og skrev op, hvad denne sagde. Saa reiste han til Kjøbenhavn igjen, anklagede Munken for Kongen og fik selv Kongebrev paa Kaldet. Hemmelig vendte han hjem og kom ukjendt tilbage over Fjeldene en Søndag Morgen. Indhyllet i en lang Kappe gik han ind i Kirken, holdt sig stille, indtil Munken var færdig med sin Præken, og gik faa selv op paa Prækestolen, fortalte, hvem han var, og oplæste sit Kaldsbrev. Nu rømte Munken, forfulgt af Almuen, og forsvandt paa en Hei. Hr. Jørgen levede i mange Aar som Præst i Kvinesdal, og hans Søn, Jørgen
- ↑ Hvem maa her ikke tænke paa Fortællingen om Olaf den Hellige og hans tre Halvbrødre? (Heimskringla, Ungers Udg., S. 285).
