Tinns Kaldsbog. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i
Bratsbergs Amtstidende 1850–52. B. H. Løvenskiolds Beskrivelse
over Bratsbergs Amt, S. 60. J. M. Lunds Beskrivelse over Øvre-Tellemarken,
S. 273, samt en utrykt Beskrivelse over Thelemarken i
det st. kgl. Bibliothek i Kbhvn., Kallske Samling No. 590, 4. L.
Daae, Norges Helgener, S. 198.
Ved Hovmand (ofte udtalt Hommand) forstodes Fuldmægtige hos Øvrighedspersoner, især hos Fogden, stundom ogsaa en Betjent hos Jordegodseiere (som Ridefogden i Danmark). Peder Dass siger i „Nordlands Trompet“:
„Tolv Daler i Bygsel for Bogen maa ud,
Og gammel Gjeld-Oxe til Støvlernes Hud,
Thi Kjødet bør Skindet at følge.
En Buk og udlovet til Kjøkkenet blev.
Betænk og Hommanden, som Seddelen skrev,
Jeg kan ei din Skyldighed dølge.“
Forøvrigt findes en Notits om Betydningen af Ordet Hovmand meddelt af I. Aasen blandt Anmærkningerne til Chr. Bruuns Udgave af Holbergs Epistler (I. S. 433). Chr. Jensen har i sit „Norske Dictionarium“ S. 28 følgende Anekdote om en „fattig dansk Hofmand“: „Der han udreiste i Lenet paa sin Husbonds, Fogdens, Vegne, noget Magtpaaliggende at forrette, blev ham lovet og foræret af Bonden Einkvart (ɔ: Noget), hvilket han i sin Skrivetavle antegned og i sin Tid agted at fordre. Blev saa den fattig Karl syg, og strax derefter døde, og befandtes saa denne Skrivetavle med disse Einkvarter efter ham. Og blev saa den Skyld dermed betalt. Og Arvingerne hørte Bogen til.“ „Idle Hovmand verte sjøllaa go Fut“ var et Ordsprog i Stavanger Amt (Norske Magasin, III. S. 228). Endnu i 1740 omtales Fogders Hovmænd (Norske Saml. 8vo. I. S. 573). I Bygderne om Throndhjem bruges „Homand“ i Betydningen af et letsindigt Menneske „Homandsstue“ i Betydning af Gjesteværelse forekommer 1674 i en Sag fra Aure for Throndhjems Kapitel. Om Hovmændenes Oprindelse smlgn. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, 2. Hovedafd., II. S. 199.
