tarveligste boglige Dannelse. I 1620 skriver saaledes den nysnævnte Biskop Nils Glostrup til Kongens Kantsler i Danmark: „Degnene her i Stifterne have hverken Residents eller Degnebolig, som dennem burde efter Ordinantsen, ikke heller nogen Besolding, de dennem til Livsophold kunde med behjelpe, hvorudover Børne-Lærdommen ikke saa flittigen kan befordres, som det sig burde, og man Bønder, Skræddere, Skomagere og andre saadanne ulærde Folk til saadan Tjeneste maa acceptere, som sig med sit Haandverk Livsophold kunne erhverve og Ungdommen i nogen Maade udi deres Catechesi undervise.“ Endnu i 1727 havde man i Rollag i Numedal ingen Klokker. I Fyrisdal i Thelemarken var det Samme Tilfældet i Slutningen af det syttende Aarhundrede, og i flere Kald af Bergens Stift var det først Erik Pontoppidan, der fik Klokkere ansatte.
Paa et saa misligt Grundlag var det altsaa, at Almuens Kristendomskundskab hvilede i den Periode, i hvilken den dog udøvede den vigtige Ret selv at beskikke sine. Præster.
Nogen Fremgang i den boglige Oplysning skede dog visselig fra Midten af syttende Aarhundrede. Vi slutte dette nærmest af den Kjendsgjerning, at der fra den Tid fremtraadte flere Forfattere i Norge selv, der udgave Forklaringer over Katechismen, beregnede paa, om ikke at læses af Ungdommen, saa dog at læses for den eller benyttes af dens Lærere. Biskop Munthe udgav 1644 i Kjøbenhavn sin (i vore Dage af Prof. Caspari paany udgivne) fortræffelige lille Bog „Guds Ords første Alfabet eller den kristelige Lærdoms Hovedstykker i Spørgsmaal og Svar forfattede.“ I Aarene 1650–1662 udkom her i Christiania en Katechisme-Forklaring i ikke mindre end 10 svære Kvartbind af Christen Stephenssøn
