Men det var dog kun den mindste Del af den sammenstimlende
Mængde, hvem Fromhed bevægede til at
samles heroppe. Flere lokkedes ved Udsigten til Fylderi,
Slagsmaal og Uterlighed, og allerede før Midten af forrige
Aarhundrede var Gudstjenesten paa Filefjeld just ikke
i det bedste Rygte. Stiftamtmand og Biskop foreslog
derfor i 1747, at Kirken skulde nedbrydes. „Mange Mennesker
søgte derhen, heder det, baade af Akershus’s og
andre Stifter, en Del i den Superstition at faa Guds
Hjælp i adskillige Tilfælde, og give en Foræring til Kirken,
hvorved et Afguderi bedreves, og af de Folk, som kom
sammen og opholdt sig der i to, tre, ja fire Dage, begikkes
adskillige Ugudeligheder.“ Stiftsøvrigheden vilde
derfor have Kirkens Midler anvendte som Bidrag til
Vaisenhuset i Christiania. General-Inspektions-Kollegiet
mente derimod, „at denne Overtro og Ugudelighed let
kunde udryddes og forebygges, naar en aarvaagen Præst
ret underviste sin Menighed,“ og fandt derhos, at skulde
Thomaskirken sløifes, da maatte ogsaa andre Lovekirker,
f. Ex. Helenæ Kirke i Spydeberg, en anden Kirke i Aurdal
o. s. v., nedlægges. Thomaskirken fik derfor denne
Gang endnu Lov at blive staaende, og man nøiede sig
med at lade Præsten formane Almuen „til at lade sin
Overtro og sine Ugudeligheder fare“.
Men i 1808 foreslog Biskop Bech paany, at Kirken skulde nedrives, og gjentog de gamle Klagemaal over den. Regjeringen gik nu ind derpaa, og Reskriptet af 24de Juni 1808 dømte Kirken til Undergang. Dens ubetydelige Midler og Inventarium skulde fordeles mellem de øvrige Kirker i Vang.
Det var naturligvis ikke Mange, som havde Mod paa at overtage det Arbeide at nedrive den hellige Lovekirke. Endelig fik da Præsten fat paa nogle Folk, som
