mod Svensken i Karl den Tolvtes Tid, var det kun to,
som fik se sin Hjembygd igjen. Den ene hed Zacharias
Klok. Da han efter de mange Aars Forløb kom hjem
og traadte ind i Stuen, saa han sin Kone gift med en
Anden, med hvem hun alt havde flere Børn. – Den anden
Soldat, som hed Knut, havde faaet et Hug over Haanden,
saa hans Fingre vare stive. Med Møie opryddede han sig
da en liden Jordflæk og byggede sig en Hytte i Skauge
Sogn paa et Sted, som heder Agnnes, fordi Fiskere der
pleiede at grave Agn. Der kunde han føde tre Sauer og
tiggede sig forresten, hvad han behøvede, indtil han omsider
blev ganske affældig og blev Lægdemand. Han vilde
gjerne fortælle om Krigen, men talte helst om sig selv.
Han havde været Dragon, og engang var hans Hest bleven
skudt under ham, og han selv blev forfulgt af en
Svenske. For at redde sig maatte han springe over et
Gjerde; men Bandoleret blev hængende fast i en Gjerdestør.
Ved den Leilighed fik han det Hug, som gjorde ham
vanfør.
Møringen 1870, No. 43, meddelt af P. Fylling.
Som bekjendt har Holberg ofte i sine Verker benyttet virkelige,
ja tildels dengang endnu levende Personers Navne, som Nils Klim,
Abelin, Paul Rytter o. s. v. med stor Frihed. Jeg anser det ogsaa
høist sandsynligt, at han med den lærde Zille Hansdatter, „som
kunde explicere den mørkeste latinske Bog“ o. s. v., og hvem han
lægger sin Gynaicologia eller Forsvarsskrift for Qvinde-Kiønnet“ i
Munden, har tænkt paa en virkelig Person. Han har nemlig utvivlsomt
ment en Pige fra sin egen Fødeby, som han ganske vist
