ende Aar havde man ikke faaet Avlingen ind førend otte Dage over Nytaarsdag, og da var Kornet, som havde ligget under Sneen, blevet rent ubrugeligt til Folkemad. Lars fik derfor nøie sig med Barkebrød og Smør. Først om Morgenen kom Ingeborg hjem, vaad og forreven, thi hun havde været ude i Marken. Lars sagde ofte siden, at han havde faaet en klædeløs Kone, men for sine Penge i Bøtten kjøbte han hende en stadselig rød Stak.
De store Uaar fremkaldte almindelig Nød og sørgelig Tilstand blandt Almuen paa Søndmøre, og kun Faa var det, som kunde betale sine Skatter. Ogsaa Fiskeriet slog feil, og Gjælden til Kjøbmændene i Bergen voxte derfor mere og mere. Lars Paalssøn vidste at føre sig alt dette til Nytte. Hvert Aar kom han til Gamlheim, naar Thinget holdtes, og de Skattepligtige fik ham til at lægge ud Skattepengene for dem til Fogden, imod at de skulde bringe ham sin Fisk om Sommeren. Saa reiste han selv med det Hele til Bergen og solgte Fisken med god Fordel. Bergenskjøbmændene undredes paa, hvorfor saa mange af de andre Søndmørsbønder bleve borte, og da de fik høre Sammenhængen, besluttede de, at Lars skulde tugtes, naar han kom igjen. Næste Gang han kom, blev han strax stevnet op paa Raadstuen, hvor baade Byfogden og Raadstueskriveren begyndte at skjælde ham ud, men Lars blev dem ikke Svar skyldig, holdt en djerv Tale om, hvorledes han havde hjulpet Søndmøringerne, medens Bergenserne havde suget dem ud, tog tilsidst et Insekt ud af Byfogdens Paryk og dræbte det under stor Munterhed blandt Tilskuerne. Uantastet gik han igjen ud og fortsatte siden som før sine Bergensreiser.
Naar Lars reiste til Thinget paa Gamlheim, red han altid med sin Pengesæk hængende foran paa Sadelknappen. Paa Veien maatte han igjennem en øde Skovstrækning,
