stærk Ryg, og at Ingen, som før havde prøvet Karlsstyrke med ham, kunde rose sig af den Leg. Saaledes gav de hinanden Fanteord, og Enden paa det blev, at de skulde spænde Belte. Der blev da et saadant Basketag, at Karlmændene stod som „fortrollede“ og Kvindfolkene skreg af Rædsel over den Styghed, som de saa for fine Øine. Kniven faldt endelig ud af Haanden paa Sæbyggen, et Mærke paa, at han var overvunden, og Beltet blev da løst. Knut havde vel faaet nogle Sting og Risp, men ikke noget af dem var farligt. Men Sæbyggen saa saa ilde ud, at de tvivlede om, enten der var Botevon for ham eller ikke. Knut tog strax Hesten sin og førte den mere end halvdøde Mand hjem til sin Gaard, og der blev han pleiet i flere Uger, indtil han igjen kom sig. Saa toge de to Kjæmper Farvel med hinanden som de bedste Venner af Verden.
En Juleaften kom en anden Slagsbroder, Fosheim-Kjæmpen, til Sellestad for at prøve Kræfter med Knut. Endnu for nogle Menneskealdre siden viste man paa Staburdøren paa Sellestad Mærker efter Fosheims-Kjæmpens Øxe.
Dette Sagn er først meddelt i H. J. Willes Beskrivelse over Sillegjord, Kbhvn. 1786, S. 56, og er derfra optaget af Faye (2. Udg. S. 235). Udførligere fortælles det i „Dølen“ for 25de Marts 1860 (2. Aarg. No. 23).
Med Hensyn til Slagsmaal i Gjestebud kan her mærkes en Notits, som E. Pontoppidan meddeler i sit Glossar. Norvag., Bergen 1749, S. 75. „Nifgange, verb. at stinges eller skjæres med Kniven, som særdeles Fjeldbonden pleiede indtil Lensmand Jørgen Bjelkes Tid, som paa Gjestebudet befalede strax efter Maaltidet, og før Rusen kom, at tage alle Knive fra Gjesterne, som dog ofte havde nogle skjulte i deres Strømper. Undertiden skede saadan Nifgang med sammenhagede Belter, hvorpaa man dog neppe nu har noget Exempel.“ Jørgen Bjelke har forøvrigt aldrig været Lensmand i
