Uroligheder ved et Par af de mislykkede Sessioner. Hvad der især lagdes ham til Last, var en egenhændig Skrivelse til Aardølerne, der, som vi have hørt, allerede fra Begyndelsen af havde vist Lydighed mod de kongelige Befalinger. Deri forekom blandt Andet de Ord, at „deres Tapperhed endnu ikke maatte tage Ende,“ – „lad os nu ikke kjedes, forinden vi have vundet Seier, lad os staa mandeligen, saa have vi Gavn af vort Arbeide og Ære tillige.“ Ved flere Leiligheder havde han ogsaa brugt Trudsler mod Embedsmændene, uden dog egentlig at have forgrebet sig paa Nogen. Mellem Almuen lever hans Minde endnu.
Da Lærdølerne først havde maattet finde sig i Kongens Tjeneste, bleve de ypperlige om end temmelig vilde Soldater, og under Felttogene mod Svensken i 1808 og 1814 udmærkede de sig fortrinlig. De fik ogsaa en Kaptein, som i særegen Grad passede for dem, i den kjække og stridbare Holstener Jürgensen. Især fandt Lærdølerne Smag i at bruge Bajonetten. En af deres mest bekjendte Kampe fandt Sted ved Jerpset ved Glommen den 25de Mai 1808. Her havde Jürgensen stormet den af Fienden besatte Gaardsplads, men nogle Svensker satte sig fast i Huset, hvorfra de skjød paa Lærdølerne. Disse havde imidlertid fanget Chefen for den svenske Feltvagt, Baron Ulfsparre, og Kommandersergeanten for Lærdølerne vilde saa tvinge denne til at befale sine Folk inde i Stuen at holde op med Skydningen. Han svarede, at han som fangen Mand ikke længere havde Kommando, men det hjalp ikke, Lærdølerne myrdede ham med Bajonetstik i Maven og plettede ved denne Leilighed sin Hæder. Husene bleve saa stormede og Fienden dræbt eller fangen.
Allerede i det første Felttog blev der tilkjendegivet dem Kongens Bifald, og de fik Lov til at udbede sig en
