Hustru og begav sig grædende ned i Kahytten for at være ene med sine Bekymringer. Men kort efter satte Skibet sig paany i Bevægelse, og inden han vidste et Ord deraf, befandt han sig atter i Bremen, hvor Klokken just slog et i St. Stephani Taarn. Da han endelig kom op paa Dækket, laa, ligesom i Johans Tid, Grene og Blade i Mængdevis der, og til sin endnu større Forbauselse opdagede Karsten tillige et kostbart Sølvbæger, prydet med Erkebispens Vaaben.
Han gik nu hjem og fortalte sin forskrækkede Kone, hvor han havde været, idet han tillige viste hende det kostelige Bæger. Ogsaa i hans Hjem havde der den samme Nat tildraget sig forunderlige Hændelser. Karstens Hustru havde ligget med sin lille Søn hos sig i Sengen og pludselig seet et Lysskjær udbrede sig fra sin Mands kjære Lænestol, hvorfor hun i Begyndelsen havde troet, at der var Ildløs. Da havde den lille Gut løbet ud af Sengen og erklæret, at en Ridder, der sad i Stolen, vinkede paa ham. Konen havde hørt sit Barn samtale med en Anden, som hun selv ikke kunde se, og hvis Tale hun heller ikke formaaede at fatte. Efterhaanden var Lysskjæret forsvundet, og Drengen kom tilbage i Sengen, hvorefter han sov ind.
Da Gutten endelig vaagnede, fortalte han fine Forældre, at det ikke var første Gang, „Ridderen“ havde vist sig for ham, men da Forældrene vare altfor „gammelkloge og oplyste“, kunde denne ei aabenbare sig for dem, men kun for Gutten, som endnu havde en barnlig og enfoldig Tro. Nu havde „Ridderen“ betroet ham, at Faderen paa uretmæssig Vis havde tilegnet sig Noget, som i femhundrede Aar havde tjent hans Hoved til Støtte. Dette maatte overgives i troende Hænder, ifald det ikke skulde styrte Besidderen i Fordærvelse.
