I Holbergs første Professordage kom han i en literær Strid med Andreas Høier, en halvtydsk Lærd fra Slesvig, der forøvrigt har betydelige Fortjenester baade af Lovkyndighed og Historie i Danmark. Høier havde tilladt sig at omtale Holbergs begyndende historiske Forfatterskab paa en overlegen Maade og vakte derved dennes Harme i den Grad, at disse to Forfattere bleve Uvenner for Livet. Striden har endnu nogen Interesse især derved, at vi i den se Holbergs første Forsøg i den satiriske og polemiske Stil, og derfor danner Overgangen til hans store Virksomhed som komisk Digter. Hvad der dengang maa have gjort stor Opsigt og vakt megen Munterhed, er at Holberg ganske ugeneret lægger sit Forsvar i Munden paa en stakkels fordrukken Student, Poul Rytter, der levede paa Regentsen som et stakkels Vrag. Men forøvrigt have disse nu sjeldne Smaaskrifter,[1] i hvilke Satiren endnu har et stort Tilsnit af personlig Grovhed, ingen videre Betydning. Men længe varede det ikke, førend man fik andre Prøver paa hans Geni.
Ganske pludselig fik nemlig Holberg Lyst til at skrive Vers, hvilket han, ligesiden han gjorde det mislykkede Forsøg i Bergen, ganske synes at have forsvoret. Til en Begyndelse gav han sig ifærd med at efterligne Juvenal, en latinsk Satiriker af første Rang, der levede
- ↑ De læses i W. Høybergs Holbergiana, Kbhvn. 1755.
