andensteds fra. Mellem de tre prester var den ene, Elling Oxe (Magister fra Rostok og Prest i Rødøen), norsk Adelsmand, hvad maaske ogsaa var Tilfælde med en af de øvrige. Mag. Christopher og Mag. Elling dreve ivrigst paa Underkastelsen under Sverige, der da ogsaa blev besluttet. Endog Stenviksholms forrige Slotsfoged, Axel Gyntersberg, der nu havde begivet sig op til sine Gaarde paa Helgeland, gik over til Svensken, hvis Herredømme et Par Dage efter Hyldingen befæstedes ved 100 opsendte Krigsmænd, der kom op fra Throndhjem paa to Jagter, anførte af en norsk Borger, Hans Skotte. Kronens Eiendom paa Helgeland blev nu lagt under Beslag, Skat opkrævet o. s. v. og Alt, hvad man kunde faa fat paa, sendt til Throndhjem. Mag. Christopher, som ledede det Hele, lod ogsaa de danske Mænd, som fandtes deroppe gribe og sende til Throndhjem, og han ytrer i sin Rapport til Claudius: „Gjerne ville vi ikke have Juterne igjen, som til Eders Strenghed blev forskikket“. Forøvrigt udtalte han sit Haab om, at Befolkningen paa Helgeland vil blive Kong Erik troe Undersaatter, dog „Juterne undentagendes“.
Ogsaa syd for Throndhjem udstraktes det svenske Herredømme over de tre Landskaber, som nu tilsammentagne udgjøre Romsdals Amt. Først hyldedes Kong Erik paa Nordmøre. En Prest i Surendalen, Hr. Erik Olssøn, blev ved denne Tid dømt fra Embedet „formedelst Forbrydelse imod Riget“, og det er derfor sandsynligt, at han har hjulpet til at befordre Frafaldet i sin Kreds. Romsdalens Fogderi eller Len var (siden 1558) forlenet til en dansk Adelsmand Knut Stenssøn, der aldrig opholdt sig der. Her blev Fogden, Hans Skriver, der tillige bestyrede den rige Erik Rosenkrands’s store Privateiendomme, dræbt, og Almuen maatte betale 4000 Daler i Brandskat. Søndmøre, ligeledes bortforlenet til en fraværende Herremand (Lensmanden paa Akershus, Christiern Munk), blev derefter hjemsøgt. Som Høvding for de svenske Streifpartier op-
