91
den ham tilfaldne Del af Dass’s Bogsamling, men at ogsaa alle hans egne Bøger skulde skjænkes til det norske Videnskabsselskab. Herom har han en Maanedstid før sin Død udtalt sig for Luxdorph, som under 17de Juni 1780 har antegnet: „Besøgt med min Kone Schøning, som vil gjøre sit herlige Bibliothek til en publique Stiftelse i Throndhjem.“[1] Denne Bogsamling, der fuldt fortjener hin Luxdorphs Characteristik, udgjorde noget over 11,000 Bind. Den største Del heraf har aabenbart været samlet af Schøning selv, thi hvad han arvede efter Dass udgjorde neppe Trediedelen af dette Antal.[2]
Efter Schønings Død kom ogsaa denne hans rige Gave den Stad tilgode, i hvilken han havde tilbragt saa mange Aar af sit Liv. Efterat Arveprinds Frederik, der var det norske Videnskabsselskabs Præses, havde udvirket en Cabinetsordre om, at Schønings Enke skulde erholde en livsvarig Pension, overdrog denne Bogsamlingen til Selskabet ved et formeligt Gavebrev af 28de Marts 1781, aabenbart forfattet af Suhm, der ogsaa undertegnede til Vitterlighed, og 26de Septbr. S. A. blev dette Gavebrev af Kongen confirmeret.[3] Bøgerne bleve derefter nedlagte i Kasser under (den senere Geheimearchivar) Thorkelins Tilsyn og sendte til Throndhjem, hvor Bibliotheket dog først 1787 fik et passende Locale
- ↑ Luxdorphs Almanak for 1780.
- ↑ I Fortalen til Catalogus librorum, quos reliquit B. Dass, Hafn. 1775, anføres, at de Bøger, som i denne opføres til Salg, omtrent kunde ansees for Halvparten af Dass’s hele Bogsamling. De i Catalogen opførte Bøger vare 8O Folianter, 775 Qvarter, 2,088 Octaver, 224 in 12mo.
- ↑ Norske Stiftelser, II, S. 740—741. Efter dette Gavebrevs Udstedelse har jeg kun en Gang seet Schønings Hustru nævnt, nemlig i 1782 (Suhms Saml. Skr. XV, S. 365). Hendes senere Skjebne er mig saaledes ubekjendt.
