Historie, og den første lærde Nordmand efter Videnskabernes Gjenfødelse, som lagde sig efter gammel Norsk eller Islandsk, saa man i alle Maader kan sige, at det først var ved ham, at Norge tilegnede sig Snorre Sturlesøns udødelige Verk.“ Det vilde ikke være heldigt for lærde Verker, ifald Spørgsmaalet om deres „Liv og Aand“ skulde afgjøres efter Grundtvigs Principer, og dennes Dom om Schøning er visselig ubiIlig, men dog er der i de Ord, jeg her har anført, som i alt, hvad Grundtvig skrev i sine yngre Aar, ogsaa noget træffende og sandt. Han har ved at betone, at Schøning var den første Nordmand, der har villet skrive sit Fødelands Historie, netop peget paa det, som til alle Tider skal sikre ham mod Glemsel.
Endnu strengere faldt imidlertid Dommen over Schøning, da Dahlmann 1822 udgav sine „Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte“. Ogsaa denne anerkjendte endnu Schønings Fortjenester af Snorre og dertil ogsaa hans geographiske Forskninger, men fandt hans historiske Hovedverk omtrent under al Kritik og tog navnlig skarpt fat paa ham for hans Benyttelse af Fundinn Noregr som et paalideligt Kildeskrift.[1] Et nærmere Studium
- ↑ „Wer Schønings Verdienst zur Ansicht bringen will, braucht nur auf seinen Snorre hinzuweisen und seine geographischen Forschungen, allein in Betracht des historischen Urtheils steht derselbe auf einer niedrigen Stufe, welche nicht durch die Verschwendung des Beiworts: „der grosse Schøning“ erhöhet wird. Seine drei Quartanten der norwegischen Geschichte, bis auf Haken den Guten, sind ihre Grundlage nach weder Geschichte noch Volkssage, sondern ein aus beiden erwachsenes unerfreuliches Gerede und Gemächte“. F. C. Dahlmann, Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte, I, Altona 1822, S. 394. (Gjengivet i Budstikken, IV, Chra. 1823, S. 257 med en Bemærkning af J. Chr. Berg).
