4
kom Biskopperne overensstemmende med Norske Lovs 2—18—2.[1]
I det følgende Aar tiltraadte Dass sit Embede efter at have erhvervet Magistergraden. Den endnu ikke tredive Aar gamle Rector modtog Throndhjems Skole i den misligste Forfatning og maatte begynde sin Virksomhed med at befri den fra en Hoben gamle, uvidende og umulige Disciple, eller for at bruge en yngre Samtidigs kraftige Udtryk: „han rensede som en Hercules stabulum scholae Nidrosiensis og drev ud en Mængde stivskjæggede Asener, bedre skikkede til at drage Ploven end til at Studere.“[2] Snart forstod han ved sin Nidkjærhed og Dygtighed som Lærer at bringe Throndhjems Skole i Anseelse, og han vandt i de femten Aar, han bestyrede den, et Navn som faa danske eller norske Skolemænd. Professorerne i Kjøbenhavn „fordrede altid en større Fremgang af dem, der havde været Dass’s Disciple, end af andre,“[3] og Frekventsen i Skolen var under ham usædvanlig stærk. Han var en i høieste Grad uegennyttig og hjelpsom Mand, i hvem Disciplene fandt en Sand, om end streng Ven. Som
- ↑ Hagerup skriver fra Throndhjem 23de Octbr. 1734 til Gram: „Den Forsikring om Domini Dassii gode Erudition og Egenskaber fra Deres Haand er mig nok, thi haver jeg derpaa strax skrevet hans Vocation, med hvilken jeg ønsker baade ham og Skolen Lykke.“ (Grams Breve paa det st. kgl. Bibl.). Om Grams venskabelige Forhold til Hagerup besidder det norske Univ.–Bibl. et Vidnesbyrd i et Exemplar af Torfæus’s Hist. rer. Norvv., som den Førstnævnte skjænkede Biskopen med en længere latinsk Tilskrift, da denne i 1727 forlod Danmark for at blive Th. v. Westens Eftermand som Lector i Throndhjem.
- ↑ H. Hammond, Den nordiske Missions Historie, S. 217.
- ↑ Samling af Mindetaler, holdne i det Kgl. Norske Videnskabers Selskab over adskillige af dets afdøde Medlemmer, udg. af H. J. Wille, Kbhvn. 1805, S. 9.
