12
i Danmark noksom bekjendte Paulini, dengang Historieskriver hos Biskoppen af Münster, i Slutningen af Otti aarene i det Syttende Aarhundrede søgte at oprette i Forening med Ludolf, en Mand, hvis lærde Vandreliv heller ikke havde ladet Norden ubesøgt. Efter Leibnitz’s Raad skulde dette lærde Selskab, der ønskede at se Keiseren som sin Beskytter, tage det naturvidenskabelige Collegium til Mønster. „Naturens forskjellige Arter og Producter,“ siger han, „blive her fordelte blandt Medlemmerne. Den Ene vælger sig Zinnober, den Anden Opium o. s. v. til at beskrive, og Enhver udretter fordetmeste, hvad han har paataget sig. Men for at imidlertid mange ypperlige Iagttagelser, der ingen passende Plads finde i Systemerne, ikke skulle gaa tabt, udgive de ogsaa saakaldte Ephemerider som et Repertorium for mange fortrinlige Ting. Dette burde ogsaa Historikerne efterligne. Det er et langvarigt og møisommeligt Arbeide at give en fuldstændig Historie om et Landskab eller et Aarhundrede. Medens altsaa Medlemmerne arbeide hver paa sin Opgave, bør man imidlertid til deres og det hele Publikums Nytte udgive Materialierne. Mange kunne overkomme Documenter, Krøniker, Fragmenter o. s. v., der kunne give andre Studiebrødre Oplysninger. Ofte forstaa Besidderne af saadanne Sager selv ikke dette, thi de kunne ikke uddrage de Conseqventser, som kun de formaa at gjøre, der have arbeidet sig ind i Gjenstanden. Circulationen af saadanne Ting blandt Medlemmerne kan alene ske gjennem Trykning. Det kommer ingenlunde nærmest an paa at skrive et sirligt og blomstrende historisk Compendium; hvad man først og fremst behøver, er tvertimod en omfangsrig Kildesamling (vastum opus, apparatus), lig Ba-
