7
efterat Hagerup havde skaffet sin Søn Conrectors Embede i en Alder af atten Aar. Det er et stærkt Vidnesbyrd om Dass’s Dygtighed og Characterfasthed, at han formaaede at holde sin Anseelse oppe i en saa vanskelig Stilling. Han synes at være bleven den seirende i denne Kamp, der sandsynligvis først endte med Hagerups Død 1743.[1]
Til denne Rector kom Schøning ved Pintsetid 1739, ledsaget af sin Moder. Dass examinerede ham og gav ham Plads i fjerde (næstøverste) Lectie. „Ved denne Forandring,“ siger Schøning selv, „fik jeg ligesom et nyt Sind, og i den Sted, at jeg tilforn havde kun havt liden Lyst til Studeringer, blev jeg nu ganske indtagen deraf, fornemmelig ved den stærke Æmulation, jeg havde at distingvere mig fremfor mine Meddisciple, hvilke i Begyndelsen vilde fixere mig, som den, der rigtig var kommen fra Landet og endog fra Nordlandene.“ Inden mindre end et Aar drev han det til at komme op i Mesterlectien og blev ved sidste Examen endog den øverste af dens 15—16 Disciple. Dass var just ikke af dem, der ødsle med Lovtaler, og naar han skrev om sin Discipel de Ord: „Gerdt Schøning har et meget godt Hoved og fortjener saavel for Flittighed som Skikkelighed særdeles at roses,“ da var det en stærk Berømmelse.
I Marts Maaned 1742 fik han sit Testimonium allerede før Examen, hvilken Dass for hans Vedkommende fandt overflødig. Førend han drog til Kjøbenhavn for
- ↑ Høist characteristiske Actstykker i denne Sag findes i Throndhjems Skoles Program for 1855, S. 25—38, og hos L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 230—234.
