udførtes fra Norge over 240,000 Læster eller næsten det Dobbelte af Udførselen i Aarene 1776–83. I 1666 brændte London, og en samtidig Dagbogsforfatter, Biskop J. Bircherod, bemærker, at «Nordmændene varmede sig godt ved den Ildebrand»[1]. Trælasthandelens Væxt gav ogsaa skibsfarten et større Opsving. Her greb ogsaa Statsstyrelsen direkte ind, idet der ved Reskript af 18de Juni 1687 fastsattes, at alle Sagbrugseiere og Trælasthandlere skulde eie Skibsparter i Forhold til sin Bedrifts Omfang. Fem Aar efter dette Reskripts Udstedelse eiede Byen 10 store Skibe: Engelen Gabriel (Defensionsskib paa 255 Læster), Gideon, Falken af Paradis, Patientia, Rosen, Slot Akershus, Hellig Christiania (!), Norske Løve samt to skibe af Navnet Samson; af disse var 7 byggede i Holland, 1 i Danmark, 1 i Sverige og 1 i Norge. Dertil kom 19 Smaafartøier, hvoraf 6 byggede i Danmark og Resten i Norge. Alle 29 skibe havde tilsammen en Drægtighed af 1924 Læster; af de store Skibe fore 6 paa Holland, 1 paa Ostende, 1 paa Spanien, 1 paa England, 1 paa Frankrige, af de smaa 1 paa Holland, 9 paa England, Resten var Kystfarere.
I 1704 var Handelsflaaden vel noget aftaget i Skibetal, men betydelig større i Drægtighed; der gaves da 25 Skibe, tilsammen udgjørende 2,940 Læster, hvoraf 14 skibe paa over 100 Læster. Samtidig havde Bragernes 8 skibe (1164 Læster) og Soon og Hølen 4 skibe (592½ Læster). Men at den norske Skibsfart dog længe befandt sig paa et lidet udviklet standpunkt, kan sluttes af flere Vidnesbyrd. Den ogsaa i økonomiske Materier vel bevandrede C. B. Tullin († 1765) skriver saaledes: «Man ved, at for 30 Aars Tid siden ophørte gemenlig al Seilads her i Norge henved Mikkelsdags Tider. Hollænderne, som oppassede alle Leiligheder, hvor der var noget at fortjene, vandt for det meste alle Fragter, som indfaldt efter denne Tid, indtil nu de Norske selv Tid efter anden have begyndt at underkaste sig de Farligheder, som Luften og Havet føder af sig om Høst- og Vinter-Tid»[2].
En særlig Interesse knytter sig til de saakaldte Defensionsskibe. Det var saadanne Koffardiskibe, der i Krigstid kunde gjøre Tjeneste som Orlogsskibe, og hvis Eiere derfor nøde stor Begunstigelse med Hensyn til Toldafgifter. Allerede under Christian
