er og vel stedse vil blive det fremherskende i Christianias Befolkning, var dengang ligefrem eneraadende.
Men i 1813 blev Christiania Universitetsstad og i 1814 et selvstændigt Norges Hovedstad. Som bekjendt var det ikke uden Kamp, at Byen blev Frederiks-Universitetets Sæde, ja endog efter 1814 har det et Øieblik været paatænkt at flytte denne Stiftelse til en anden By. Derimod løftedes ikke saameget som en eneste Røst for at forlægge Rigets politiske Midtpunkt andetstedshen. Enigheden var her saa ubetinget og fuldkommen, at den blev stiltiende, og ingen Grundlovsbestemmelse tiltrængtes i den Anledning.
«Det gamle Christiania», om hvis Liv og Tilstande jeg i denne Bog har forsøgt at fortælle, afslutter sin Tilværelse ved den store Statsforandring. Et nyt Christiania begyndte at danne sig gjennem de mange for hele Nationen fælles Institutioner, som nu kaldtes til Live, og efterhaanden blev den unge Hovedstads Opkomst stedse kraftigere befordret ogsaa gjennem nyskabte, tidligere uanede Kommunikationsmidler. Først efterat ogsaa disse for Alvor havde begyndt at virke, blev Byens Væxt, der en Tidlang havde været forholdsvis langsom, med engang hurtig, ja rivende; endnu i 1835 talte Christiania – alle Forstæderne ogsaa paa Landets Grund medregnede – kun 24,045 Indbyggere, medens Tallet ved Udgangen af forrige Aar var voxet til over 150,000. At undersøge og beskrive den rige og mægtige, i de fleste Henseender skjønne og ærefulde Udvikling, der efter 1814 er falden i det skandinaviske Nordens tredie Hovedstads Lod, vil være en interessant og taknemmelig Opgave for kommende Forskere og Forfattere.
