Ildebranden den 17de August 1624 vare ikke alene Brgernes Vaaningshuse, men ogsaa deres Søboder og hvad disse indeholdt nedbrændte. St. Halvards-Kirken var ilde medtaget og kun Bispegaarden, Hospitalet og en Del af Latinskolen reddede. Det er let at forstaa, hvor frygtelige saadanne Ulykker maatte være paa en Tid, da vore Dages Forsikringsanstalter vare ukjendte. Da nu Borgerskabet erfarede, at Kongen vilde paalægge dem at bygge paa den anden Side af Bjørvigen, opkom der Fortvivlelse blandt de Brandlidte. I et Bønskrift af 20de September 1624 forsøgte derfor Borgermestre og Raad at bevæge Kongen til at frafalde sin Plan. De foreholdt ham først sin Uformuenhed, dernæst at Gaderne, de murede Kjældere samt Bolverker og Brygger vare «uskamferede», og hvor meget de altsaa vilde tabe, om alt dette ganske skulde miste sin Værdi, og endelig tilbøde de sig at iagttage større Forsigtighed ved Gjenopførelsen af sin By, at gjøre Gaderne større og bredere, anlægge Almindinger m. m., ja de forpligtede sig endog til selv at «devastere» Staden, saafremt det nogensinde skulde kunne befrygtes, at Oslo vilde yde nogen Fiende et Støttepunkt mod Akershus Fæstning. Men ingen Bøn eller Forestilling formaaede at rokke Kongens engang tagne Beslutning.
Christian den fjerde begav sig, som vi have hørt, selv til Landet i de samme Dage, da denne Ansøgning blev skreven. Han ankom til Akershus den 24de September, og i hans Skrivkalender for de følgende Dage læses: «27. Sept. Var H. M. geskjæftig med at stikke den nye Kjøbstad af udenfor Aggershuus. 28.
