Tilstelninger. Imidlertid fandt man Kathedralskolens Gaard bekvemmere, og Skolens Ephorat og Skoleraadet gave ogsaa sit Samtykke til at afstaa den. Skolens store Auditorium toges til Storthingssal, og en Dør anbragtes ind til «Generalitetsgaarden» (nu Finantsdepartementet) for Tilhørernes Skyld. Lagthinget fik Skolens Bibliothekssal, hvor der langs Bogreolerne, der bedækkedes med Lærred, blev anbragt et Gitterverk, «paa det at ingen Uorden i Bogsamlingen skal bevirkes». Da Galleriet kun rummede omtrent 100 Tilhørere, stilledes en Billet til Disposition for enhver Repræsentant. Kathedralskolen maatte selv flytte til Mangelsgaarden og blev herefter hvert tredie Aar husvild, indtil den endelig aldeles maatte afstaa den Gaard, som Frederik den fjerde i 1719 havde skjænket den, og ombytte den med den til Skole ubekvemme Gaard i Store Strandgade (nu Britannia Hotel).
Istedenfor at faa Diætpenge bleve Storthingsmændene denne første Gang indkvarterede af Magistraten i de mere formuende Borgeres og Embedsmænds Huse, hvorfor ogsaa Præsidenten efter Thingets Opløsning offentlig takkede Christiania By for dens Gjæstfrihed. Modtagelsen havde dog paa et enkelt Sted været mindre god. En af Byens rigeste Mænd (under den franske Revolution en af de ivrigste Godtkjøbs-Republikanere) havde i lang Tid spillet en underlig Rolle. Da andre Folk vilde ofre sit Sølvtøi for Krigens Skyld, spottede han med, at han vilde skjænke et stort Stykke Valbirk, han havde i sin Kjælder, til Træskeer for Patrioterne. Ligeledes var densamme Mand den eneste, som allerede i Konventionstiden holdt Gjestebud for de svenske Kommissærer. Nu, da Magistraten havde indkvarteret hos ham en af de nordenfjeldske Repræsentanter, Oberstløitnant Krabbe, tillod den rige Mand sig at behandle sin Gjest paa en paafaldende Maade. Han anviste ham i sin store Gaard et elendigt mørkt Værelse, «ved Siden af et andet, hvor Værtens Piger havde deres Haandtering, hvorfra gik en Dør ind til Krabbe, med et Vindue paa, saa at han blev beskuet af Tjenestefolkene og ved deres idelige Snak forstyrret i sine Forretninger». Da Krabbe bad om en Thekande, fik han det Svar, «at verten kun havde en eneste, som han ikke kunde undvære» o. s. v. Krabbe bekjendtgjorde nu selv dette i «Intelligentssedlerne», og alle tog hans Parti, og der gjordes et Epigram over Værten[1].
- ↑ Provst F. Schmidts Dagbøger, S. 24o. Krabbes Vert flyttede siden til Kjøbenhavn. Se om ham Pavels’s Dagbøger for 1812–1813, udg. af L. Daae, S. 56.
