fods afsted fra Løkken til Byen, foran gik Agent Nielsen med en Lygte, bagefter ham Haxthausen med Bergh under den ene og Sommerhjelm under den anden Arm, derpaa det øvrige Selskab. Paa det Sted, hvor den ulykkelige General skulde have Natteleie, «faldt Madamen i Besvimelse og bejamrede sig og sine syv Børn», og ogsaa paa andre Steder undskyldte man sig for at modtage ham. Tilsidst fulgte han da hjem med Generalauditøren, hvorefter han den følgende Dag forlod Christiania og tog Ophold hos sin Ven, Provst Lassen i Gran paa Hadeland. Ogsaa did forfulgte Skrækken ham, thi neppe var han kommet ind i Præstegaarden, førend han blev opskræmt ved en Sten, der kastedes ind i Værelset. «Skal ogsaa Stenkast forfølge mig hid i» udbrød han, men beroligedes dog snart ved at erfare, at Stenen hidrørte fra Provstens lille Sønnesøns Leg. Haxthausens senere Skjæbne blev ikke behagelig, thi vel frifandtes han aldeles ved Rigsrettens Dom, men maatte forinden udholde adskillige Gjenvordigheder.
Mindre betydelige spektakler fandt Sted samme Dag udenfor Kjøbmændene Wiewild og Paul Thrane[1], med hvem Mange vare misfornøiede, da man mente, de ei havde skilt sig vel ved Provideringsvæsenet. Af alvorligere Betydning var den Insult, som ved et uheldigt Tilfælde blev tilføiet General Björnstjerna. Denne svenske Udsending boede med et Par Landsmænd hos Traktør Carstens (nu Hotel d’Angleterre), altsaa lige i Nærheden af Haxthausens Bopæl i Byen. Da nu Publikum, som fortalt, stimlede sammen for at hjemsøge Haxthausen, troede nogle af den viljeløse Masse, at det gjaldt Svensken, hvorfor de ogsaa sloge Vinduesruderne ud i Björnstjernas Værelser; en Beretning lægger til, at Björnstjerna selv af Nysgjerrighed havde aabnet et Vindue og stukket Hovedet ud, og at en akademisk Borger benyttede Leiligheden til at give ham et drøit Ørefigen («et norsk Snudedrag, saa at han tumlede omkring»). Pøbelen raabte endog, at de Svenske skulde
- ↑ Denne, der i Slutningen af det foregaaende Aarhundrede havde hørt til de for den franske Revolution begeistrede Christianiensere, omtales i Christian Frederiks Dagbog som «ildesindet».
fortalt Forfatteren, at Toget egentlig udgik fra Studenterne, af hvilke flere da boede sammen i den saakaldte «Regents», der var indrettet i en Universitetet tilhørende Gaard paa Hjørnet af Lakkegaden og Grønland. Opløbet omtales ogsaa i Fr. Barfods Tidsskrift «Folke», I. S. 460 flg. Sammenlign B. H. v. M. af Morgenstierne i Historisk Beretning om Staffeldts Forhold, I. S. 7. Lignende Optøier mod Staffeldt, der boede ved Laurvig, vare ogsaa igjære.
