af Fisk, som Havet leverer i Overflod. Handelens Afspærring har dog skaffet Landet den Fordel, at de ubeskjæftigede Hænder have vendt sig til Agerdyrkningen, hvorfor denne i den senere Tid har gjort store Fremskridt. De bedste af de herværende Landmænd paastaa, at om denne Tilstand varer endnu i to Aar, vil Norge ikke mere behøve Tilførsel af Korn fra andre Lande. Jeg maa dog tilføie, at dette er patriotiske Landmænds Forestilling, og Patriotismen her nærer mangt et fromt Ønske, som sandsynligvis Landets Klipper ikke kunne tilfredsstille.
«Af alt fremgaar, at Sveriges Interesser fordrer at underkaste sig dette Land uden Blodsudgydelse. Fordommene mod hint Rige vilde ellers blive uudryddelige. En eneste Regndag gjør veiene i Bjergene ufremkommelige, og et eneste Nederlag for de svenske Vaaben vilde være tilstrækkeligt til igjen at belive det norske Folks Mod og til at forlænge en Krig, der kun vilde ende med Folkets Undergang. Derved vilde i ethvert Tilfælde en Del af Nordens Kræfter svækkes, og jeg ved ikke, om saadant, naar Hensyn tages til Ruslands overveiende Magt, kan være nogen anden Stats Ønske. Norge hører til de Lande, som ere uundværlige for Ruslands Handel. Alle russiske Skibe, som gaa fra det hvide Hav til det baltiske, ere tvungne til at anløbe norske Havne, og Russerne, som allerede gjennem Kola øve en betydelig Indflydelse paa den norske Handel, kunde let benytte stemningen hos Indbyggerne, der allerede nu foretrække Underkastelse under Rusland fremfor Sverige, dersom disse Uroligheder endnu længere skulde forstyrre Norges Fred.
«Et Blik paa Landkartet viser, hvor fordelagtig Besiddelsen af Norges langstrakte Kyst vilde være for Rusland, og den europæiske Handel vilde tildels antage en anden Skikkelse, ifald det skulde lykkes Rusland at blive Herre over disse Kyster».
Krigen maatte altsaa udbryde, men endtes, som bekjendt, allerede den 14de August ved Konventionen i Moss, hvorved Christian Frederiks Kongedømme i Virkeligheden ophørte, idet han forpligtede sig til at indkalde Storthinget og derpaa under Paaskud af Sygdom strax at overdrage Magten til Statsraadet. Den ulykkelige Fyrstes Sindsstemning og Tilstand var nu lidet misundelsesværdig. Allerede under det korte Felttog havde han vist sig vankelmodig og forsagt, nu blev han rent fortvivlet, henfaldt til de mørkeste Tanker og indbildte sig, at baade Svenske og Norske vilde ham ondt. Han viste sig efter sin Tilbagekomst
