stianias Patriciat, men hans Stilling som dansk Godsbesidder overveiede, da Adskillelsen kom, ethvert andet Hensyn, og han forlod Norge strax efter Eidsvoldsmødet, hvor han kun havde deltaget i de foreløbige Raadslagninger. Hans senere Skjebne blev ikke heldig. De for Danmarks Godseiere saa ødelæggende Konjunkturer i Tyveaarene rammede ham paa det føleligste[1], og sin ved Giftermaalet erhvervede Formue havde han tilsat ved stor Ødselhed. Han skal f. Ex., da han med sin Frue besøgte Paris, have ladet sig og hende instruere af Talma, for at de med Anstand kunde lade sig forestille for Napoleon, og det berømte «Jan v. Huysums Blomsterstykke», som Keiseren skal have fundet for kostbart, havde Stiftamtmanden i Christiania Raad til at kjøbe. I 1830 kom han forarmet tilbage til Christiania og tilbragte nogle Aar paa Svigerfaderens tidligere Eiendom Østre Skøien i Aker, men døde omsider 90 Aar gl. i Zürich 1860. Hans Hustru blev endnu ældre. Hun (født 4. Oktbr. 1785) døde nemlig først den 3. Novbr. 1880 i Kjøbenhavn[2].
I Landets og Hovedstadens Historie mellem de to Eidsvoldsmøder, «Notabelmødet» og Rigsforsamlingen, ere den 22de og 23de Februar de vigtigste Mærkedage.
Den 22de Februar Kl. 12 lod Regenten, Christian Frederik, Byens militære, civile og geistlige Autoriteter samles i Palæet. Kielerfredens Bestemmelser, Frederik den sjettes aabne Breve o. s. v. kom nu endelig ogsaa officielt for en Dag, og efter en Tale, fuld af velberegnede Vendinger og behændigt anbragte Pauser, tilkjendegav Prindsen, at han ikke agtede at følge Kongens Befaling om at vende hjem til Danmark, men vilde forblive i Norge. De Tilstedeværende gave hverandre Hænderne paa, at de som trofaste Nordmænd vilde virke for Fædrelandets Sag, og man gik derefter til et stort Middagstaffel. De aabne Breve og Prindsens Kundgjørelser oplæstes paa Gaderne af Herolder; Borgerkorpset og Garnisonen samledes paa Torvet for at aflægge Ed om at forsvare Selvstændigheden, og Prindsen mødte selv frem tilhest, omgiven af sin Stab.
