Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
19
INDLEDNING. DET GAMLE OSLO.

Svensken drog hjem over Hedemarken, hvor nu Hamars befæstede Taarn blev brændt og forstyrret[1].

Oslo Bys Huse vare, som vi have seet, fuldstændig opbrændte, dels af dets egne Borgere, dels af Fienden. Til Løn for de store Opofrelser og til Hjelp i den sørgelige Nød havde Kong Frederik allerede under Beleiringen ved Kongebrev af 15de April 1567 skjænket Byen tolv Aars Skattefrihed. Nogle af Borgermestrene fik særlige Benaadninger, idet Nils Stub den 21de April fik et Kannikedømme i Oslo Domkirke og Christiern Mule nogle Dage senere Kongens Gaarde store og lille Foss i Aker. En tredie Borgermester, Oluf Glad, «der havde været den tredie Mand, som selv stak Ild paa sin Gaard» og paa anden Maade havde udmærket sig, fik flere Aar senere Gaarden Hof i Aker.

  1. Kilderne til vor Kundskab om disse Krigsbegivenheder findes fornemmelig i Danske Samll. 2. R. II, S. 195—197 (vistnok den bedste og klareste Fremstilling), Samll. til N. F. Spr. og Hist. I, S. 230 flg., Norske Samll. 8vo, I, S. 27 flg., Norske Magasin, I, S. 115 samt i D. Hunds ovenciterede Rimkrønike. Cfr. ogsaa G. O. F. Westlings Det nordiske Sjuårskrigets Historia, Stockholm 1879, S. 149 flg. Sagnet om Kanonen Skjegge, der egentlig kun hører hjemme i Fortællingerne om Baahus’s Beleiring i Syvaarskrigen (se Holmberg, Bohusläns Beskrifning, 2. Udg. I, S. 134), er ogsaa blevet henført til Akershus’s Beleiring i samme Krig, ja tilsidst endog til samme Fæstnings Beleiring i 1716. Dette sker selv i Fayes i 1868 udkomne Bog, Carl XII i Norge, (S. 41). Faye er ogsaa i Vilderede med Hensyn til Svenskesletten. I 1718 udkom et Verk af en forhenværende norsk Fourage-Forvalter Mich. Casp. Lund, der bærer Titelen: «Om Verden og de Siunlige Tings Betragtning i Verden». (Kbhvn. 4to). Her fortælles (S. 158—159) Sagnet om «Katten-Skjegge» osv. (siden optrykt i «Statsborgeren» for 9de Februar 1837 af H. Wergeland) og henføres ganske ubestemt til en fjern Fortid, og naturligvis allermindst til 1716, om hvilket Aars Begivenheder Forf. maatte vide bedre Besked. I 1749, da Frederik V. besøgte Norge, gjorde en Anonym i hans Følge nogle Optegnelser om Christiania (Kgl. Bibl. i Kbhvn., Kallske Mskrptsaml. No. 226 Folio). I disse ere Sagnene om Kampen paa Egeberg rigtig henførte til Syvaarskrigen. Det er mærkeligt, at man i en Beretning om Akershus Slot, der aabenbart hidrører fra Christian IV’s Tid (Samll. til N. F . Spr. og Hist. II, S. 360), finder et Sagn om, at Erik den fjortende personlig har havt med Akershus’s Beleiring at gjøre, ja endog være død der. Det heder nemlig her: «Konung Erik den XIV jeg sige vil, For Akershus Slot maatte han sætte til, Han miste der mangen stolt Krigsmand, Jeg vil ikke ljuge, men sige for sand». Hvad der giver denne Opdigtelse en Smule Interesse, er dens paafaldende Lighed med det bekjendte Saga om, at Carl X. Gustav fandt sin Død for Frederikshald, en Fabel, der til den sidste Tid har holdt sig i denne By.