Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/361

Denne siden er ikke korrekturlest

tvivl den senere Statsraad Hans Hagerup Falbe, der (sandsynligvis ved sin berømte Svogers, Christian Colbjørnsens, Indflydelse) i 1809 var kommen herop fra Danmark som Enevold Falsens Eftermand i Justitiarii-Embedet i Stiftsoverretten. Falbe, der stod høiere som Musikus end som Statsmand, gav sig meget af med at komponere^[1]. Ellers bestod Lyceets Medlemmer mest af Dilettanter, hvorimellem enkelte skulle have været heldige som Solospillere. Fortræffelig som Anfører var den bekjendte Waldemar Thrane, Elev af den anseede danske Musiker Schall. Forøvrigt var der større Mangel paa gode Mandssangere end paa Instrumentister og syngende Damer. Lyceets Direktører vare i 1813 Paul Thrane, General Nilson, Etatsraad Falbe og Johannes Thrane^[2].

Ved Christian Frederiks Ankomst maatte naturligvis dette Lyceum sætte sig i Bevægelse, og der gaves allerede den 28de Mai en koncert i vor Frelsers Kirke, ved hvilken Leilighed Biskop Bech holdt en Tale. Men nogle Dage efter kom en Mand til Byen,

↑ Mauritz Hansen sigter til Falbe (naturligvis uden Navns Nævnelse) i Novellen «Forlovelserne», (Saml. Noveller, 4, S. 254), hvor det heder: «Hille Død og Pine, det er jo ikke min Sats for Oboen, raabte en aldrende Herre i Statsmandens Uniform og styrtede ind fra Whistbordet. Han blev i stum Forbauselse over det formastelige Angreb paa sit Kunstverk staaende lænet til Døren med sammenslyngede Arme, men raabte snart efter: Bravo, Bravo. De Omstaaende fornam den høivelbaarne Tonedigters Bifald og glædede sig over, at de nu vare visse paa, hvilket Parti, Lovtaler eller Skuldertræk, var det rigtige».
↑ L. Roverud, «Et Blik paa Musikens Tilstand i Norges, Chra. 1815, en Hovedkilde til Byens musikalske Historie. Roverud (død 1850 ved ulykkelig Hændelse), der senere erhvervede sig Fortjenester navnlig af Kirkesangen, fælder en meget streng, men neppe ubeføiet, Dom over de musikalske Forhold i Norge ved den Tid; Lyceet, hvoraf han ikke synes at have været Medlem, undgaar heller ikke hans Kritik. I 1813 indbød han til Oprettelse af et «musikalsk Samfund», om hvilket vi ikke have nogen Besked. «De fleste af Christianias Indbyggere, der have nogenlunde Evne, (siger R.), lade sine Børn lære Musik, Døtrene spille paa Pianoforte, Sønnerne derimod mindre paa Violin og Fløite, hvilken man af Blæse-Instrumenter kjender bedst, fordi de øvrige spilles næsten alene og det høist maadeligt af Hautboister». R. gaar i sin Ivrighed saavidt, at han finder det at «være stor Skade», at Latinskolens Disciple (siden 1799) ikke længere maatte synge i Kirkerne, og klager over, at man istedenfor denne Skoles af den duelige Kantor Flintenberg oplærte Elever nu maatte hore Vaisenhusbørnenes «surrende Skraal». Ligeledes opholder han sig over, at «den militære Musik intetsteds i Landet er maadeligere end i Christiania», samt at en «kompetent Mand havde erklæret Undervisning i Sang ved Borgerskolen for umulig». Derimod roser han Statsminister Peder Ankers Foranstaltninger til at lade Arbeiderbørn ved Bærums Jernverk oplære i Musik, og omtaler, at disse havde baaret forbausende gode Frugter.

[1] Mauritz Hansen sigter til Falbe (naturligvis uden Navns Nævnelse) i Novellen «Forlovelserne», (Saml. Noveller, 4, S. 254), hvor det heder: «Hille Død og Pine, det er jo ikke min Sats for Oboen, raabte en aldrende Herre i Statsmandens Uniform og styrtede ind fra Whistbordet. Han blev i stum Forbauselse over det formastelige Angreb paa sit Kunstverk staaende lænet til Døren med sammenslyngede Arme, men raabte snart efter: Bravo, Bravo. De Omstaaende fornam den høivelbaarne Tonedigters Bifald og glædede sig over, at de nu vare visse paa, hvilket Parti, Lovtaler eller Skuldertræk, var det rigtige».

[2] L. Roverud, «Et Blik paa Musikens Tilstand i Norges, Chra. 1815, en Hovedkilde til Byens musikalske Historie. Roverud (død 1850 ved ulykkelig Hændelse), der senere erhvervede sig Fortjenester navnlig af Kirkesangen, fælder en meget streng, men neppe ubeføiet, Dom over de musikalske Forhold i Norge ved den Tid; Lyceet, hvoraf han ikke synes at have været Medlem, undgaar heller ikke hans Kritik. I 1813 indbød han til Oprettelse af et «musikalsk Samfund», om hvilket vi ikke have nogen Besked. «De fleste af Christianias Indbyggere, der have nogenlunde Evne, (siger R.), lade sine Børn lære Musik, Døtrene spille paa Pianoforte, Sønnerne derimod mindre paa Violin og Fløite, hvilken man af Blæse-Instrumenter kjender bedst, fordi de øvrige spilles næsten alene og det høist maadeligt af Hautboister». R. gaar i sin Ivrighed saavidt, at han finder det at «være stor Skade», at Latinskolens Disciple (siden 1799) ikke længere maatte synge i Kirkerne, og klager over, at man istedenfor denne Skoles af den duelige Kantor Flintenberg oplærte Elever nu maatte hore Vaisenhusbørnenes «surrende Skraal». Ligeledes opholder han sig over, at «den militære Musik intetsteds i Landet er maadeligere end i Christiania», samt at en «kompetent Mand havde erklæret Undervisning i Sang ved Borgerskolen for umulig». Derimod roser han Statsminister Peder Ankers Foranstaltninger til at lade Arbeiderbørn ved Bærums Jernverk oplære i Musik, og omtaler, at disse havde baaret forbausende gode Frugter.

[1]

[2]