passende Øieblik, og at jeg ret havde faaet en Passion for at reise til Norge. Jeg svarede, at den var meget naturlig. Ja det er et meget interessant Land, var hans Svar. Selv at gaat derop for at afløse Prindsen af Hessen var mit Ønske, naar jeg kunde virke Gavn».
I 1813 gik hans Ønske omsider i Opfyldelse. Paa samme Tid, som Carl Johan gik over til Tydskland for at kjæmpe mod Napoleon, drog Christian Frederik til Norge. I Danmark troede man, at hans Maal var Holsten, men fra Augustenborg dreiede han pludselig mod Nord, og under Navn af Grev Rantzau ilede han til Fladstrand. Strax efter Midnat den 20de Mai gik han ombord i en almindelig Fiskerbaad, der førtes af Løitnant Falsen; hans Adjutanter befandt sig, forklædte som Fiskere, i en anden og hans Bagage i en tredie Fiskerbaad. Baadene løb langs den svenske Kyst i en Afstand fra hverandre, som om de, hver for sig, vare paa Fiskeri. Under en rask Kuling, der næsten blev til en Storm, kom Baadene, uanfægtede af engelske Krydsere, allerede den 21de op til Hvaløerne, hvor Christian Frederik for første Gang betraadte norsk Grund. Paa Kirkeøen traf han Admiral Lutken, tog den lille Flotille i Øiesyn og drog nu gjennem Frederiksstad og Moss til Hovedstaden[1].
For Christiania blev den nærmeste Følge af Prindsens Ankomst den, at Staden i nogle Maaneder i en Grad, man neppe forestiller sig, blev et Sæde for Lystigheder, Baller og Gjestebud. Ligesiden 1807 havde al Virksomhed og Forretning ligesom været rykket ud af de gamle Spor, man var vant til idelig at opleve Overraskelser og bratte Omvexlinger, og en naturlig Følge heraf var, at man tog Verden let og lidet bekymrede sig om den Dag imorgen. Allerede i Prindsen af Hessens Tid havde det letfærdige Liv forarget de faa Alvorligere, men hvad man hidtil havde oplevet, havde lidet at sige imod, hvad der paafulgte. Thi Christian Frederiks Færd i Christiania kom i visse Maader til at ligne Prætendenten Carl Edvards i Edinburgh. Men ved Siden heraf forstod den intelligente og meget arbeidsomme Mand ogsaa at gjøre Indtrykket af en betydelig Personlighed, til hvem man kunde sætte de største Forhaabninger. Og den Ting, at Rigernes Thronfølger tog fast Ophold i Norge, var noget saa nyt og uhørt, at det maatte øve
- ↑ Overreisen er skildret af Prindsens Ledsager, den norskfødte Officer Ludvig Frederik Brock, hvis Erindringer om denne Tid ere meddelte af F. Schiern i Dansk historisk Tidsskrift, 5. R. III.
