af en Nimbus, som ganske vist har været overdreven, men utvivlsomt maa det være, at han besad Egenskaber, skikkede til at vinde vor Nation, og at han navnlig forstod at vinde Hærens Hengivenhed i en Grad, som vistnok Ingen i Norges nyere Tid, med mindre det skulde være den fra ham ellers saa grundforskjellige Gyldenløve. Levende Vidnesbyrd om hans Popularitet have vi til den sidste Tid havt iblandt os, thi et paafaldende stort Antal Nordmænd have været opkaldte efter Christian August.
Her i Christiania levede Prindsen, hvis Formue ingenlunde var fyrstelig og hvis Aflønning ikke var høi, paa en meget beskeden
Fod. Han benyttede kun nogle faa Værelser i Bernt Ankers forrige Palæ og førte ikke engang egen Husholdning, men lod, hvad han behøvede, hente fra Restaurationen i Thomsegaarden. Selv om der kom høie Gjæster til Byen, som Platen og Anckarström, skeede heri ingen Undtagelse. Adgang til at faa ham i Tale var let, men paatrængende Supplikanter affærdigedes kort. Han mødte ligesom Frederik VI. de Indtrædende temmelig barskt med det Spørgsmaal: «Hvad staar til Tjeneste?» og der laa i Begyndelsen en vis Strenghed i hans skarpt markerede Træk, som dog i Samtalens Løb gjerne formildedes og gav Plads for stor Venlighed og
