Men Foretagendet kom aldrig til Udførelse. Pram forlod i 1819 Kjøbenhavn for at gaa til St. Thomas i Vestindien som Toldforvalter; forinden lod han sine Papirer bringe op i Universitetsbibliotheket paa Rundetaarn, hvor hans Ven Nyerup var Bibliothekar. Her bleve disse Sager, blandt dem Bernt Ankers Skrifter, henliggende og ere forlængst Bibliotheket tilhævdede og indlemmede deri. Forfatteren af denne Bog har selv for tredive Aar siden paa Rundetaarn gjennemseet hine Ankeriana, der endnu da henlaa i Prams Kuffert, uden at Nogen efter dennes Død havde ændset dem. Siden er Bernt Ankers Forfatterskab udførlig belyst af en anden Historiker[1].
Som Mæcenat indtog Bernt Anker en i Norges Historie enestaaende Plads, skjønt han havde det Uheld, at de videstgaaende af hans Planer til Videnskabelighedens Fremme ved ham utilregnelige Omstændigheder ikke kom til Udførelse, navnlig fordi hans Fideikommis, som bekjendt, fristede en sørgelig Skjæbne. I Slutningen af forrige Aarhundrede, da Universitetssagen paany var kommen paa Dagsordenen, bestræbte Bernt Anker sig ogsaa for at skaffe sit Fædrelands Universitet en stamme for dets Bibliothek, der vilde have overstraalet enhver anden begyndende Høiskoles. Han vilde have indkjøbt Suhms fyrstelige Samling for at forære den til det paatænkte Universitet. Med Bekostning af en Tønde Guld havde nemlig Suhm efterhaanden tilveiebragt en Bogskat paa 100,000 Bind, der en Tidlang endog stod Almenheden aaben. Da der imidlertid ikke blev noget af noget norsk Universitet, og ogsaa andre Hindringer kom i Veien, og efterat tillige den russiske Regjering havde aabnet Underhandlinger med Suhm om at kjøbe hans Bøger, overdrog Eieren tilsidst Samlingen til det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn mod en aarlig Livrente[2]. En Del af de paa denne Maade opstaaede Doubletter kom dog tilsidst til at danne Grundlaget for Norges Universitetsbibliothek.
- ↑ H. J. Huitfeldt i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. I.
- ↑ Suhm lod i 1796 følgende Erklæring indrykke i Christiania Intelligents-Sedler: «Hr. Kammerherre B. Anker skylder jeg denne Erklæring, baade som min gode Ven, som og for hans rosværdige Lyst til at opmuntre Videnskaber i Norge, at han ved hans Nærværelse i Kjøbenhavn 1794 gjorde mig Forslag at sælge ham mit Bibliothek, hvilket jeg og af Kjærlighed til Norge, som jeg skylder saameget, indgik paa Vilkaar, at et Universitet blev Norge bevilget, og imod taalelige Livrenter til mig og min Kone, thi han havde det Forsæt at skjænke Bibliotheket til bemeldte Universitet, hvortil jeg og vilde bidrage ved at give
