«var den hele Stad i Bevægelse, en saadan Ligfærd var aldrig seet» «Det var en Sommermorgen tidlig Kl. 6. Efter Ligvognen gik Bernt Anker og hendes mandlige Slægtninge, derefter 12 hvidklædte unge Piger med Krandse, saa 200 Embedsmænds og Borgeres Koner og Døtre, der strøede Blomster og bare Krandse, derefter endelig Mændenes Skare. Paa Byens Torv (eller rettere den saakaldte Hestekirkegaard), var opreist et Slags Kapel, hvor Kisten blev sat paa en Katafalk, førend den bragtes ind i Gravkapellet. Vaisenhusbørnene stillede sig rundt om, Bernt Anker kastede sig over Kisten, omfavnede den og sagde: «Nu bedrøvede du mig for første Gang». Der hørtes Graad og Hulken, og Tjenere hentede Vand til de Besvimede».[1]
Bernt Ankers Sorg ved den Hustrus Baare, som han engang havde ægtet af Fornuftgrunde, var visselig dybere, end man af hans theatralske Udbrud skulde slutte. Imidlertid tænkte han dog temmelig snart paa at gifte sig igjen. Han gjorde ingen Hemmelighed af sit Forsæt og sagde selv: «Hvor mon findes den Pige, som vil ægte mig? Der findes vistnok mange, der attraa smukke Klæder, Ekvipager o. s. v., men mig, Bernt Anker, ægter ingen par amour de moi.» Han friede til sin Gjenbos, den rige Jørgen Pløens, smukke Datter Louise. I et Brev sendte han hende en prægtig og kostbar Solitaire med Bøn om, at hun samme Dags Aften, da han agtede at besøge hendes Fader, vilde bære dette Smykke, ifald hun ønskede at være Kammerherreinde Anker. Men
- ↑ Forfatteren har seet et Brev, hvori Anker melder en af sine Kommis’er, som just opholdt sig i Paris, sin Hustrus Dødsfald. Det begynder saaledes: «Matthia Anker, denne Engel blandt Dødelige, er ikke mere. Denne Tidende vil saare dit ømme Hjerte, mit er knust. Eh bien, changeons de thèse. Man faar nu se, om man engang faar sit Tilgodehavende hos den store rébublíque. Bonaparte er neppe Danmark saa god, som da vi lod os opofre den 2den April for hans og Pauls Skyld. Norge led derved utroligt. Lucian maa lovligen tvinges til at betale det uhørte Tab med Colbjørnsens skib og Fragt og Ladning, gyseligere Behandling hørte man ikke, en Publikation deraf vil bedække ham med Skam.» Dette Brev er skrevet til Jess Holmboe, der siden levede her i Byen som Detailhandler i et lidet Hus i Strandgaden ligeoverfor den forrige Latinskole indtil sin Død (c. 1830). Han var, som ældre Folk endnu ville mindes, en velbekjendt pudserlig Personlighed (Henr. Wergelands saml. Skr. 6, S. 301). Det er ogsaa om ham, man fortæller, at han som B. Ankers «Envoyé» i Paris havde sat store Pengesummer overstyr, men reddede sig for alle Ubehageligheder ved at forestille Principalen, at han som Bernt Ankers Repræsentant havde troet at burde opføre sig, som han havde gjort. Denne Fortælling er første Gang kommen paa Tryk i P. A. Heibergs Erindringer, Chra 1830, S. 68.
