begyndte, enten 1ste Januar 1800 eller 1801. Bernt Anker gjorde da Ende paa Debatten ved at improvisere Følgende:
«Lad de Lærde trættes om,
Naar vort Sekulum har Ende;
Hjernen bliver derved tom,
Og vort Hjerte kan ei brænde.
Men det Hjerte, som ei brænder.
For vor Collett og hans Hus,
Det til Venskabs Fryd ei kjender»
o. s. v.
En stadig Skaal var naturligvis den for den virkelige Vært og Værtinde, eller, som de kaldtes til Forskjel fra de hver Dag vexlende titulære, for «Oberværten og Oberværtinden». Dertil sang man:
«Saa skjænke vi en Bumbert i for Obervært og Værtinde,
Paa Glæder rig, for sorger fri, der’ Levetid hensvinde!
Og hør engang, stem op en sang for Jul og glade Dage!»
Om Aftenen blev der dandset, derpaa indtog man et let Maaltid «der undertiden bestod af Grød», og saa gik Teppet op til den sceniske Forestilling. Denne endte med en Forlovelse mellem den næste Dags Vært og Værtinde, som nu «indbøde» de øvrige Gjester til »sit Bryllup den følgende Dag». Naturligvis samlede der sig udenfor Vinduerne Bønder i mængdevis for at «glane», og mange af dem fik ogsaa Lov til at komme ind og se Forestillingen; til udenforstaaende Børn udkastedes Smaapenge, hvorom der da gramsedes. Undertiden holdtes ogsaa Auktion, hvortil Bønder og Bondekoner indfandt sig og medbragte alle Slags Smaasager af eget Arbeide, der solgtes til Høistbydende og betaltes naturligvis meget høit. Forresten legedes julelege, og stundom traf det sig ogsaa, at enkelte Gjester holdt Bank og tabte eller vandt store summer i Basset. Hver Aften Kl. 12 endte Munterheden dermed, at Kvasiværten satte to Stole paa Gulvet, han satte sig da paa den ene og Kvasiværtinden paa den anden, nu gik Herrerne frem, den ene efter den anden og kyssede Værtinden paa Haanden og paa Munden, Damerne kyssede Værten, han kyssede sin Værtinde[1], og satte Stolene bort, hvorefter man gik til Ro. Nytaarsaften pleiede man dog at blive oppe og dandse den hele Nat igjennem.
- ↑ Lord Brougham fandt, at Kysseriet gik noget ofte paa; enhver game maatte endes med a kissing match.
