Hopp til innhold

Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/288

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


«21de Februar. Igaar Middag spiste vi hos Etatsraad Anker. Efter Bordet kjørte vi med Collett, Thorkelin[1] og Viborg hen til Banks’s Assemblée. Hos Banks’s saa jeg den berømte Astronom Herschel. Derfra tilbage til Etatsraad Anker, hvor vi tilbragte Aftenen indtil Kl. 1 med whist og samtaler om Frihed og Norges Herligheder. Skrevet i Thorkelins Stambog:

I Skolens glade Tid og nu i Engelland
To Gange nøde vi den ædle Friheds Stand.
Men naar for tredie Gang? O Dannemark belønner
Vel engang i sit Skjød med Frihed sine Sønner.

23de Februar. Vi gik til Ankers, hvor vi vidste, at vi skulde træffe Collett og hans Kone. Vi toge en øm Afsked fra disse to ypperlige Familier, for hvis Skyld vi især saa hjertelig angre paa at forlade London.»

Efter Hjemkomsten fra denne Englandsreise var Bernt Anker, som vi saa, bleven Konferentsraad. To Aar senere fik han den længe attraaede Kammerherrenøgle, og endelig i 1803 opnaaede han den høieste Udmærkelse, der overhoved var at haabe, nemlig det hvide Baand. Denne Ære pleiede i Christiania kun at times Stiftsbefalingsmænd og Generaler, og en saadan Nyhed vakte Opsigt. Den første Søndag efter, at den var bleven bekjendt, passerede saa at sige den hele By forbi Palæet, hvor Kammerherren med sit Baand og sin Stjerne havde taget Plads ved Vinduet og derfra venligt nedladende hilsede de Forbigaaende.

I Sommeren 1803 var han endnu en Gang i Paris, hvor Bonaparte dengang var Første-Konsul. Ankers Rang aabnede ham Adgang til at blive forestillet for den mægtige Hersker. Det fortælles da, at Bonaparte bemærkede: «C’est un beau jour,» hvortil Anker svarede: «C’est le plus beau jour de ma vie.» Bonaparte spurgte ham saa: «Var affaires à Paris seront-elles bientôt finies?» og Anker svarede: «Elles sont finies dès ce moment[2] At Bernt Ankers Hus i Christiania ei alene var et Samlingssted for hele Byens dannede Verden, men at ogsaa enhver Reisende af nogen Betydning stadig lod sig anbefale til ham og modtoges med udmærket Gjestfrihed, er bekjendt nok. Maurits Hansen, i hvis Ungdom Mindet om Ankers Hus og Personlighed

  1. Den senere Geheimearchivar.
  2. Samtidig Optegnelse af L. Engelstoft, Norsk hist. Tidsskrift, 2. R., IV, S. 322.