Af disse sidste Ord og af samtidige Ytringer af Bernt Anker
sees tydelig, at denne misbilligede disse, rigtignok i og for sig
lidet betydelige, Stemplinger, hvori man tidligere har ment, at
han var delagtig, ja endog Hovedmand.[1] Hans Holdning ved
denne Tid var dog gaadefuld. I Slutningen af 1789 gjorde han
med sin Frue en Reise til Frankrige og derfra til London, om
hvilken den svenske Konsul skriver til sin Konge: «Mr. Anker
est parti pour Londres. Ce voyage à propos de bottes selon le
peuple a porer but d’y traiter de l’indepenance de Norvège».[2] Men
dette viser dog idetmindste, at Konsulen ingen Forhandlinger
havde havt med Anker om Sagen. Selv skriver Anker om sin
Reise: «Pligter fordre Reisen, vigtige Pligter. Jeg ved, hvad jeg
skylder mit Fædreland, og ve mig, om jeg for at følge mine egne
filosofiske Planer til glade og rolige Dage ikke ombyttede disse
med et Liv, fuldt af Uro blandt Elendige og Barkeædere med en
Udsigt til gruelige Scener, ja om jeg end i disse blev et Offer».
Efter sin Hjemkomst 1790 blev Bernt Anker Konferentsraad og
«følte sig (skriver Stiftamtmand Frederik Moltke) meget flatteret
af den ham beviste kongelige Naade».
Der fandt i 1790 endel Stemplinger Sted i Vermeland, hvorhen den bekjendte Gustav Mauritz Armfeldt, hvem man har kaldet Sveriges Alcibiades, havde begivet sig for at paavirke nogle misfornøiede eller urolige Nordmænd, der hemmelig indfandt sig for at forhandle med ham. Den bortrømte Zahlkasserer Juel tog Del i dette Væsen, og i Marts 1790 indfandt sig den siden bekjendte Carsten Tank fra Frederikshald, Amund Hofgaard (fra Drammen?), Raadmand Moestue fra Christiania og Bergraad Neumann, Eier af Odals Verk og gift med en Søster af Zahlkasserer Juels Frue. De mødtes et Par Mile fra Eda Skandse. I Armfelts Breve skildres Tank (vistnok ganske rigtigt) som en Mand, der ikke vidste, hvad han vilde, Hofgaard som meget ivrig for «at afryste det danske Aag», Moestue som mere behændig og mere snu, end de andre, og Neumann som en «holdningsløs Skrighals». Man mente, at naar en engelsk Flaade viste sig og visse Erklæringer gaves fra svensk Side, skulde en Opstand let sættes i Verk o. s. v. Det Hele var imidlertid kun Vind og førte til Intet. Armfelt selv har meddelt: «I
