Hopp til innhold

Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

mand 1815–16, † 1837 i Christiania), skrev et Stykke i Intelligents-Sedlerne for 1797, hvis kraftpatriotiske Bombast dog paa en Maade retfærdiggjøres ved den uforsvarlige Maade, hvorpaa Lofthuus unegtelig havde været behandlet[1]. Og kort efter at Lofthuus var bleven begravet paa Garnisonskirkegaarden eller «Christkirkegaard», blev der en Nat – man ved ikke af hvem – opsat et rødt Bret paa hans Grav med en derpaa malet Inskription:

Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus,
Som paatog sig at tale de Fortrængtes Sag,
Men ulærd stødte an imod Lovene.
Smidet i Lænker til en Klods og saaledes
Som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar,
Uden at nyde endelig Dom.
Martyr! Din frie Aand møder mange dine Lige,
Der lede, fordi de vilde vel.

Brettet lokkede om Morgenen en stor Menneskemasse op til Kirkegaarden, men skal endnu samme Formiddag være bleven borttaget af politiet. Omtrent fyrgetyve Aar senere paaviste en gammel Kone, som selv havde været tilstede i denne Menneskestimmel, for Henrik Wergeland Stedet, hvor Lofthuus var bleven jordet.

Samtiden ymtede om en hemmelig Forbindelse mellem det Lofthusiske Opløb og svenske Stemplinger; Thelebønderne skulde have gjort sig Haab om «sexten Aars Skattefrihed», hvis de gave sig under Sveriges Konge, Lofthuus «skulde endog have tragtet efter at blive Vasal i Norge under den svenske Kroner o. s. v. Men alt dette er kun Snak; idetmindste have saadanne Tanker ikke rørt sig i selve Almuens Sind. Bondestanden i Norge var i høi Grad loyal, og Almuen i Nedenes protesterede endog til Thinge imod disse Rygter. En anden Sag kunde det maaske være blevet, om Lofthuus-Feiden var indtruffen et Par Aar senere. Omkring 1790–1791 turde det muligens have hændt sig, at baade Kong Gustavs hemmelige Agenter og enkelte Misfornøiede i Christiania havde fundet Lyst til at understøtte Bevægelsen, som da vilde være bleven farligere.

  1. Vangensteen, en opstyltet Person, var ogsaa Forfatter af flere andre, i Regelen latterlige Sager. En trykt Syttendemai-Poesi af ham ender saaledes:

    «Leve hver Norges Ven!
    Dette skrev Vangensteen.»