Haakonssøns Saga nævnes «Biskoppens Kastel» to Gange. (sidste Gang ved Hertug Skules ulykkelige Kamp). Og i 1436 under den sidste indfødte Thronprætendents, Amund Sigurdssøns, Opstand spillede denne Befæstning en væsentlig Rolle. Domkirken, der naturligvis var indviet St. Halvard og prydet med hans Helgenskrin, laa paa den nuværende St. Halvardsplads. Flere af vore gamle Konger laa her begravne. Kirken blev som andre plyndret paa Reformationstiden, men bevaredes fremdeles en Tid lang som Sognekirke og gik ikke helt tilgrunde førend i Slutningen af det syttende Aarhundrede[1]. I dens Nærhed var den store Kannikegaard for Domkapitlets Medlemmer. St. Clemenskirken laa ved den efter samme opkaldte Almenning. Mellem Gjedebroen og Mundingen af Saxegaardsgaden laa St. Nicolai Kirke, men flyttedes af Haakon Haakonssøn til Vaalkaberg eller Aageberg. Hvor Hellig-Korskirken, i hvilken Haakon den sjette blev begravet, har ligget, er uvist. Paa Leret, ikke langt fra «Munkebækken»[2] (det midterste af Oslos tre Vandløb), laa allerede i det tolvte Aarhundrede et rigt og anseeligt Kloster for Benediktinerinder, rimeligvis omtrent paa det nuværende Bodsfængsels Grund. Til «Nonneseter» hørte en egen Kirke, hvis Mure 1616 bortførtes i Anledning af et Raadhus’s Opførelse i Oslo. Der, hvor nu den protestantiske Bispegaard staar, var i det trettende Aarhundrede anlagt et Kloster for Tiggermunke af Prædikebrødrenes eller Dominikanernes Orden, der var i fuld Stand 1240. Det var viet til St. Olaf og havde sin Olafskirke. Efter Reformationen overlodes Klostret dels til Superintendenten, dels til Latinskolen. I Slutningen af det trettende Aarhundrede stiftede Kong Haakon den femte, dengang endnu Hertug, et andet Tiggerkloster, for Franciskanere eller Minoriter (Barfodmunke), paa den anden Side (à Lykkjum) af «Loelven»; hertil hørte en Kirke, viet St. Laurentius. Dette Kloster laa der, hvor Hospitalet og Kirken (Levninger af Haakons Stiftelse) endnu befinde sig. Egnens mærkeligste Kloster, Jomfru Marias Cistercienserkloster, stiftet 1147, laa vistnok paa Hovedøen, men havde dog en Gaard i Byen, «Munkeklostergaard» ved det nysnævnte Vandløb, Munkebækken.
Selvfølgelig havde Byen sin Kongsgaard, Den laa ude paa Øren eller «Sørengen» ved «Loelvens» Munding; Tomten tilhører
