Det kan ikke andet end blive mig en sød og opmuntringsfuld Satisfaction,
naar jeg mærker, at saadanne Folk vil af egen Drift bemøie sig med min Erindring,
som endogsaa ofte nødes til at glemme dem, der gjør sig Umage for at blive
erindrede. Etatsraaden forlangede tillige Gjenpart af mit Brev til Cramer, det var
noget, som jeg ikke torde negte og derfor har taget mig den Frihed at give Anvisning
paa mine Herrer som de eneste, der fra mig har faaet Gjenpart deraf.
Endelig har jeg seet No. 9 af Addr. Contoirets Aviser, og mit utidige Fosters
ynkværdige Tilstand har sandelig rørt mig; men kan ikke undres over at en Faders
Hierte bliver ømt ved at see sit Barns Vanlykke, og det smerter mig mest, at den
stakkels Glut faar nok endnu bie en Stund, til jeg kan faa Tid til at redde ham.
Men mine Herrer siger mig dog oprigtig, mon jeg ikke skulde komme til at angre
det, ifald jeg i denne Vinter brød overtvers, begyndte at samle mine adspredte
Lapper og lod dem trykke i smaa Samlinger 10–12 Ark af Gangen? Thi det er
mig umueligt længer at opfylde deres Begjæring, som forlanger Afskrifter af et og
andet Stykke. Maaskee jeg vilde lade Cato Personatus i Selskab med endeel af
mine første Vers udspionere Tullins tilkommende Skjebne, og da jeg veed at mine
Herrer har gjort mig den Ære at læse et og andet af dette, og tillige hørt andre
tale derom, saa vil jeg udbede mig som et stort Beviis paa Venskab, at de vil
underrette mig om hvorledes jeg paa et eller andet Sted bedre kunde fyldestgjøre
Kjenderens Smag, og det skal endogsaa være mig kjært at høre, hvad mine Fiender,
ifald jeg har nogen, kunde have havt at udsætte, enten det er vist eller galt. Thi
det er just i den Henseende, at jeg har sluppet nogle af mine smaa Geister ud i
Verden, og ladet dem vandre en Tid om for at recognoscere, men denne min Hensigt
kan ikke vel erholdes uden Hjelp af mine Venner og paa tredie Haand. Derfor har jeg just en sand Høiagtelse for Cramer og er ham meget forbunden, fordi
han med sin Critique har forvisset mig om, at der maa ikke være betydelige Feil
i min Maji-Dag. Jeg er sikker nok paa en Side, nemlig, at jeg aldrig skal begaa
Feil af Overmod, jeg har ogsaa taget mig vare for ordgyderi og at finde Skjønheder
i Phoebus, Galimathias i Ordspil og andre falske zirater, hvormed den danske
Poesie gemenligvis er bleven defigureret, men hvorvidt jeg herudi har været lykkelig,
maa ankomme paa andres Domme, og om jeg end har begaaet mig nogenledes i
de sidste Poster, saa kan der endnu være nok tilbage, som behøver Mønstring,
mange Ting, som undløber min Mønstring, og saasnart det undløber min, saa undløber
det snart ogsaa alles her paa Stedet, thi jeg synes, ligesom jeg engang tilforn
har skrevet, at saalænge jeg har været i Norge, har jeg altid været bange for, at
jeg er omringet af Ulykken. Jeg har snart aldrig været i den Situation, at jeg kunde
siges at skrive noget for Tidsfordriv, men det meste af det, jeg har skrevet, har
været Hastværk og Vers par force, som jeg ganske vist troer, at Skjønnere vil i den
usammenhængende Tænkemaade spore mine afbrudte Timer, men dette er noget,
som ikke har staaet i min Magt at ændre, og jeg troer ganske vist, at dette vedbliver
en anden Natur hos mig.
Jeg kan forsikre, at den lærde og sindrige Professor Sneedorffs Renommé er i alle de Selskaber, jeg har været, saa fast etableret, at jeg finder aldeles ingen Aar sag til at nære derfor nogen Frygt. Det er en Lykke, at de Folk, som besidder nogen Smag her, ere saa langt fra de lærde Krige, at de tager ikke gjerne noget partie, uden hvad de kan læse sig til, og i denne Tilfælde kan Professor Sneedorff være vis paa Overvægten. Jeg for min Part maa sige, at jeg er bleven meget rart ved alt, hvad jeg har læst af hans Arbeide, og jeg vilde ønske, at min Dom maatte
