paa Grund af Familieforhold var kommen til Christiania, og som han havde ægtet 27de Marts 1760, havde han foruden andre Børn Sønnen Claus Tullin, siden Kjøbmand i Christiania og Hofintendant († 1830), der var gift med den senere som skuespillerinde ved Byens Privattheater berømte Henriette Wilster, der først døde 1860.
Den, der ikke paa Forhaand vidste det, skulde neppe falde paa at tro, at det Liv, i hvilket de ydre Hovedbegivenheder her ere opregnede, havde været et Digterliv. Tullin maa vistnok ogsaa nærmest betragtes som en aandrig Dilettant, der digtede med Talent, men uden egentlig at ofre sig for sin Kunst. Hans allerfleste Arbeider vare Leilighedsdigte, fremkaldte dels ved Anledninger i Christiania, dels ved opfordringer og Præmier, udsatte i Danmark af det 1759 stiftede «Selskab for de skjønne Videnskaber».
Tullins tidligste nu bevarede Forsøg var en lidet mærkelig Sang, afsungen 1749 i Vor Frelsers Kirke i Christiania i Anledning af det oldenborgske Kongehus’s Trehundredaarsfest. Derefter har saa fulgt forskjellige andre Smaadigte. Et af disse var (1752) en Bryllupslykønskning til en Svogers andet Giftermaal, bestaaende af to Stykker i Prosa: «Et Par Ord for de Skjønne» og «Et Par Ord til de Skjønne», af Cato personatus, trykt i København s. A., men uden stor Interesse og allerede af Suhm bedømt saaledes: «Jeg vilde ønske, at den af andre Skrifter ypperlige Forfatter ikke havde skrevet dette». Men saa indtraf der senere( 1758) den Begivenhed, der fremkaldte hans mest bekjendte Digt og blev et Vendepunkt i hans Liv. Den 6te Mai s. A. feiredes nemlig i Christiania et Bryllup inden den rigeste Patricierkreds. Morten Leuch, Bogstads Eier og en af Byens første Trælasthandlere, ægtede paa den Dag sit Næstsøskendebarn, sin Kompagnon James Collett d. y.’s Søster, den 21aarige Mathia Collett. Ved denne Festlighed fremkom Digtet «Maidagen», til hvilket Digteren efter en Tradition[1] skal være bleven inspireret under en Vandring paa den femten hundrede Fod høie Voxenaas, der ligger i Nærheden af Brudgommens store Landgaard og paa Nordostsiden omslutter Sørkedalen. Leuch benævnes i Digtet overensstemmende med Tidens Smag for «Hyrdelivet» Menalcas, og Bruden kaldes Melicinda. Om hende heder det:
- ↑ Kraft, Topogr.-statist. Beskr. over Norge, I (1. Udg. Chra. 1820), S. 316.
