hans gode Evner og bevirkede, at han efter nogen privat Undervisning sattes ind i Byens Latinskole. Her var dengang Mag. Erik Nicolai Arbien, en Christianienser af svensk Herkomst, bleven Rektor. Arbien, en Broder af den talentfulde Medaljør Magnus Gustav Arbien, var en begavet Mand, ja en af hans ældre Elever (Biskop J. E. Gunnerus) kalder ham endog ret af de største Genier, Norge har frembragt». Men ikke desto mindre ere de Ytringer, Tullin leilighedsvis lader falde om sin Skolegang, fulde af Misfornøielse med den Skoledannelse, han havde faaet. Han hører til de Allerførste, der udtaler aabenbar Mistvivl om Latinens Værd som Skolens Hovedfag[1]. Det maa imidlertid her vel erindres, at Datidens Skole kun i ringe Grad kan siges at have meddelt sine Disciple nogen virkelig klassisk Dannelse, men mere satte som sit Hovedformaal at opøve dem i at tale og skrive maadeligt Latin og forøvrigt opdrog dem til vordende Theologer. «Jeg maatte,» siger Tullin, «læse i min Barndom hele Autores fulde af tørre Historier, for at lære det latinske Sprog. Naar jeg læste Phædri Fabler, var det ikke min Sag at uddrage Lærdomme, jeg fik nok at bestille med at uddrage Phraser. Man sagde aldrig: Denne Lærdom kan anvendes i Livet, men alene: Denne Talemaade skal indføres i Phrasebogen. I syv samfulde Aar sværmede jeg saaledes om i Guldalderen og fik derefter mit Lærebrev som god Latiner, der gav intet Ord Kvarter, som skrev sin Herkomst fra Jern-, Kobber- eller Sølvalderen» o. s. v. Men trods alt dette vil man dog i Tullins Skrifter idelig finde Citater af de Gamle.
Sandsynligvis blev han allerede i Skoleaarene ledet hen til Læsningen af engelske Forfattere. Hans nysnævnte Velynder, Stiftsprovst Weggersløf, var, som ovenfor omtalt, født og opdragen i London, og det er derfor ingenlunde usandsynligt, at dennes Paavirkning kan fra først af have vakt hos den unge Tullin den Forkjærlighed for den engelske Literatur, der senere stærkt frem- traadte hos ham.
Tullin blev, sytten Aar gammel, dimitteret 1745 sammen med ni andre Elever af Skolen, blandt dem Christen Schmidt, der senere blev Biskop her i Byen[2]. Faderen var død nogle Aar i Forveien,
- ↑ Se f. Ex. hans Samlede Skrifter, II, S. ga og III, S. 268 flg. Suhms Kritik over Tullins Meninger findes i dennes Saml. Skr. IV. S. 103.
- ↑ En anden Skolekammerat, der dog blev Student tre Aar tidligere, var Bergens Skoles senere Rektor, Jens Boalth. Denne Mand synes at have staaet i et nært Forhold til Tullin, at dømme af det Sørgekvad, som Boalth skrev ved dennes Død.
