havde allerede begjæret russiske Hjelpetropper for at anvende dem i vort Land[1].
I 1718 undgik vistnok Christiania at hjemsøges af Fienden, men Frygten for en Gjentagelse af Begivenheden i 1716 var dog stor. Det var visselig alene Carl den tolvtes uventede Død den 11te Decbr., der reddede Frederikssten fra at erobres, og var denne Fæstning falden, vilde en ny Beleiring af Akershus ikke have været at undgaa. Nogle samtidige Breve, der hidtil ikke have været trykte. eller kjendte, kunne oplyse os herom[2]. Følgende Uddrag af disse Breve skulle derfor her anføres:
Christiania 5te Dec. 1718. Generalmajor Ahrenholt kom fra Frederiksstad iaftes og var hos Hr. Konferentsraad Tonsberg, han trøstede os vel og forsikrede, at vi ikke skulde komme til at flytte, saasom der nu var overalt gjort tilstrækkelig Anstalt at hindre ham og gjøre Modværge, og, hvad det koster, saa skal Christiania, Bragernæs og Sølvværket blive mainteneret.
Bragernæs 6te Decbr. 1718. Nyt havde jeg Intet idag med Posten, hvorvel jeg havde et Brev fra Mons. Skierenbeck. Han skriver, at vi næst Guds Bistand haver ingen Fare for Svensken, og Statholderen er nu resolveret ikke at flytte hans Gods fra Christiania, siden han bekom de sidste Breve fra Generalen.
Christiania 5te Decbr. 1718. Var ønskeligt, at Generalen vilde se mainteneret den Forsikring, han skal have passeret til Vice-Statholderen, at udholde Fienden fra Christiania og Drammen, hvilket jeg vil haabe, Gud skal gjøre, men de idelige Retræter, Vore benytter sig af, frygter jeg videre skal komme i Brug, om Iserne sig skulde lægge. Gud staa os bi og være med vores Folk ved Blakjer Skandse, som siges at ville attaquere Fienden, der alt i Mandags, om ei før, der var udkommen og vore derover retireret paa denne Side Glommen, aleneste oberst Prætorius, som meldt, med 600 Mand bedækker Blakjers Sund, om vore skulde efter Formening ved erholden Succurs gaa over igjen, dertil Gud give dem Mod og Mands Hjerte.
Christiania 9de Decbr. 1718. Jeg sender herindi det Nyt, Frederikshalds Post har medbragt, samt det Nyt, som er fra Trundhiem. Jeg synes, det ser ikkun slet ud nordenfjelds. Skulde det continuere, at Svecus har forladt Trundhiem og søger at komme herned, bliver Norge paa alle Kanter ængstet. Ved Blakjer er nu en stor Del af Armeen samlet for at secundere Obr. Prætorius. Gud lade ham ikke blive Mester af bemeldte Skandse, thi ellers er det vel at befrygte, at han med langt større Magt skal søge at komme i Oplandene for at conjungere sig med de Trundhiemske Tropper, om han ellers skulde trænge sig igjennem, som den allerhøieste Gud forbyde.
- ↑ E. Holm, Studier til den store nordiske Krigs Historie, Dansk hist. Tidsskr. 5. R. III, S. 14. Ogsaa i Danske Samlinger, 2. R. I. S. 233 findes nogle Bidrag til den store nordiske Krigs Historie, meddelte af O. Vaupell, der ere af Vigtighed for vort Emne. Om Felttoget i Almindelighed se forøvrigt J. A. Lagermark, Karl XII.s Krig i Norge 1716, Upsala 1883.
- ↑ De findes i en, som det synes, samtidig Afskrift i et lidet Bind Aktstykker, der i sin Tid har tilhørt Statsraad Carsten Anker og for Tiden er i mit Værge.
