Fiendens Hær marscherende henad Isen paa Bundefjorden. Den udgjorde omtrent 7000 Mand. Da de Svenske kom indenfor Ormøsund ved Odden af Blegøen, vilde de drage langs under Egeberg ind til Byen, men hindredes heri ved Fæstningens Ild og maatte derfor tage Veien bag Øerne ud til Nakholmen. Derfra red Kavaleriet i sprang over Isen, Mand efter Mand med nogle skridts Afstand mellem hver for Fæstningskanonernes Skyld; ogsaa Infanteriet marscherede paa samme Maade en for en, indtil man naaede Ladegaardsøen. Derfra gik Toget om Bymarken og Akers Kirke ned i Christiania By. Her forefandt Svensken betydelige Forraad, thi Nobel havde ikke faaet sat sin Villie igjennem, at al Proviant og Furage saavidt muligt skulde bortføres eller ødelægges. Et Magasin i Oslo og nogle Søboder, hvis Indhold tilhørte Kongen, vare vistnok blevne ødelagte, men langt betydeligere Oplag baade af Kornvarer og Foder kom i Fiendens Magt; det foregaaende Aar havde nemlig været et særdeles rigt Høaar. Nobel glemmer ikke at tilføie, at alle de Rum paa Fæstningen, hvor Borgernes Eiendele skulde have fundet et Opbevaringssted, vare optagne af Vice-Statholderens, Stiftamtmandens og Biskopens Bohave og af den sidstes Bogsamling.
Selv tog Carl tilligemed General Mörner sit Ophold i Vaterland, i en liden, en tydsk Garver Polykarpus Reimann tilhørende Gaard paa Hjørnet af Store Vognmandsgade (nu «Carl den tolvtes Gade») og Rødfyldgaden, hvor man indtil den senere Tid endnu har villet paavise hans Værelse. Denne Reimann gik ogsaa under Beleiringen Svensken tilhaande paa forskjellig Maade[1]. Ogsaa Officererne indlogerede sig for Størstedelen enten i Vaterland eller i de «øverste» Huse i Byen. Ved Vor Frelsers Kirkes Port opstilledes fire smaa Kanoner. Ogsaa paa Kirkegaarden (hvor nu Johannes Kirke staar) blev anlagt et lidet Batteri af Feltkanoner. For at berøve Fæstningen dens Vandforsyning lod Fienden Renderne afskjære ved hundrede Dragoner med Reimann, som fik syv Dukater for sin Umage, til Veiviser, men man begik her den Feil at ødelægge ei alene Fæstningens, men ogsaa Byens egne Postrender, og Svensken maatte derfor finde sig i at «opsøbe» skiddent Vand af Rendestenene. Fæstningen led derimod ikke synderlig af Vandmangel, thi ikke alene havde man de dybe Damme, men der indtraf tillige et heldigt, næsten mirakelagtigt Tilfælde, idet der paa
- ↑ Otto Holmboes Optegnelser, trykte i stamtavlen «Holmboerne», Bergen 1868, S. 59.
