Nobel protesterede, paaviste, at det nu var forsent, og at man kun vilde udsætte sig for den største Fare, og fik Lützow paa sin Side. Derpaa holdtes et natligt Møde i Slotsloven, af hvis Medlemmer det ene siges at have mødt beruset. «Hvad Ordres der bleve givne den ene Dag, bleve kontramanderede den anden; ingen Protokol blev ført, eller Nogens votum hørt, Alting blev forrettet med Banden, Skjænden og Raab».[1]
Omkring den 20de Marts fik man vide, at Fienden hvert Øieblik kunde ventes til Christiania. Vice-Statholderen, Stiftamtmanden, Nobel og Biskop Deichman forlode derfor Byen; Lützow trak sig med sin Hovedstyrke til Gjellebæk, hvor hans Hær led den største Nød og kun ved patriotiske Opofrelser af nogle Borgere paa Bragernæs reddedes fra at hungre ihjel[2]. I Slotsloven, der nu holdt sine Møder først paa Bragernæs og derpaa i Skien, gik det fremdeles til med «Skjælden, Banden og Raaben».
Naar saaledes Byens første Embedsmænd, militære og civile, forlode den ved Underretningen om Fiendens Nærhed, kan man ikke forundre sig over, at den øvrige Befolkning fulgte dette Exempel i saa stor Udstrækning, som muligt. De allerfleste Borgere toge Flugten til de omliggende Egne, medbringende, hvad de i Hast havde kunnet redde af sin Formue. Om Modstand synes der ei at have været Tale blandt Borgerskabet, og til nogen Virksomhed af de to Kompagnier, som dannede Stadens Borgervæbning, findes intet Spor. Denne Christianiensernes Uvirksomhed maa kun end mere forhøie vor Beundring for Frederikshalds Borgerskabs opofrende Patriotisme. Men skylden maa væsentlig tilskrives Slotslovens uforsvarlige Ligegyldighed for at træffe de Foranstaltninger til Forsvar, som endnu i Februar havde været mulige.
Akershus Fæstning var, siden den sidste Gang (i 1567) var beleiret, bleven meget stærkere og var betydelig udvidet. Allerede Christian den fjerdes Formyndere havde begyndt at forbedre den, og denne Konge havde i Aarene 1623–1638 anvendt store Bekostninger paa det egentlige Slot, der nu blev saagodtsom nyt. Under Christian den femte indlemmedes hele Hovedtangen i Fæstningen, der saaledes fra nu af fik den samme Udstrækning og i det Hele det Udseende, som den beholdt indtil efter 1814. Kommandant
