station paafulgte. Idelig var der paa denne Kro Disputer om Pladsen og om Subordinationen. Fænrikkerne formente, at det var nok at vise denne i Tjenesten, og at de i Vertshuset, «hvor de fortærede for egne Penge», vare ligesaa gode som Kapteinerne. Slagsmaal forekom, fordi en Fænrik i Kapteinens Nærværelse beholdt Hatten paa osv.[1]
Der haves fra U. F. Gyldenløves Tid et ret mærkeligt Vidnesbyrd om, at det tydske Element i Christianias Befolkning (udentvivl paa Grund af de mange tydske Militæres Ansættelse) maa have været større, end man almindelig har troet. I 1676 beretter nemlig Bibliothekaren i Wolfenbüttel, David Harrisius, i et Brev til en i Kjøbenhavn bosat Mand, at Tydskerne i «den norske Residentsstad» Christiania havde ladet ham tilbyde tusinde Dukater, ifald han ved tydske Hertugers og Herrers Mellemkomst kunde udvirke dem Tilladelse hos Kongen af Danmark til at maatte kalde og underholde egne tydske Præster, saaledes som i Kjøbenhavn og Bergen[2]. Hidtil maatte de nemlig, som ubekjendte med Sproget, forrette sin Gudstjeneste med Suk og Bedrøvelse, thi i to eller tre Personers (rimeligvis Christiania Præsteskabs) Interesse var det dem forbudt at høre Gudstjeneste i sit Modersmaal. Det tilføies endog, hvad der dog lyder ganske utroligt, at «den tydske Menighed» i Christiania endog skulde være større end den norske. Brevskriveren haabede, at den danske Enkedronning (Sophia Amalia), Prinds Georg og Statholder Gyldenløves unge tydske Gemalinde vilde understøtte dette Ønske[3]. Men i ethvert Fald førte disse Bestræbelser ikke til noget.
