en Maade blev Eriks Svigersøn. Især maatte dette Giftermaal gjøre Opsigt i Norge, hvor Kronen af Flerheden betragtedes som arvelig. Men Karl var Erik i høi Grad forhadt og vovede derfor ikke ligefrem at vende sig til denne med sit Frieri, men brugte som Mellemmand Broder Alver, Dominikanernes Prior i Stockholm, hvis Gudfader Erik i sin Tid havde været, og fik ham til at sende en af sine Ordensbrødre, Olaf, afsted med Brev til Erik, der havde sit lille Hof i Stolpe. Alver talte Karls Sag med den største Iver, forsikrede, at Karls Herredømme i Sverige stod paa de bedste Fødder, at der ingenlunde var noget Brud mellem ham og Rigsraadet o. s. v., og glemte ikke at tilføie, at ved dette Giftermaal vilde Norges Forening med Sverige følge af sig selv, saa at Sophia vilde blive Dronning over to Riger.[1] Neppe vilde dette Frieri under nogen Omstændighed have ført til Noget hos en saa uforsonlig Mand som Erik, men nu faldt det Hele bort derved, at Sophia netop paa denne Tid blev bortgiftet til en af Pommerns egne indfødte Smaafyrster, Hertug Erik II, en Søn af Hertug Vartislav af Wolgast.[2] Heller ikke Christierns Henvendelse synes at have baaret nogen Frugt.
Kong Karl havde imidlertid beklaget sig over de fiendtlige Angreb paa hans Rige og faaet til Svar, at herom vilde Kongen forhandle med sit danske og norske Rigsraad i Slagelse. Der fandt ogsaa et Raadsmøde Sted i Slutningen af 1451, men her toges kun krigerske Beslutninger. At ogsaa norske Raader have været tilstede, siges udtrykkeligt. Derpaa udstedtes fra Kallundborg den 27de December Skrivelser til de kongelige Lensmænd om at ud-
