Bonderepræsentanter ankom til Oslo den 20de November 1450 og aflagde der sin Ed for Biskop Jens, Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Simon Bjørnssøn og Erkepresten Sigurd Bjørnssøn.[1]
Her kan lægges Mærke til to Omstændigheder, først, at denne Efterhylding finder Sted saa sent, dernæst at Hr. Hartvig Krummedike, der var tilstede i Throndhjem ved Kroningen, savnes ved Afslutningen af Foreningen i Bergen. Det ser da ud, som om han maa have havt særegne Grunde til at forlade Kongen saa tidligt, og man maa uvilkaarlig falde paa den Tro, at Uroligheder paa Oplandene have kaldt ham hjem. Men herom kunne vi rigtignok Intet vide med Bestemthed.
Christiern af Oldenburg var saaledes omsider anerkjendt som Konge overalt i Norge, og med ham var en Slægt kommen paa dets Throne, der fra nu af skulde besidde den i 364 Aar. Som vi have seet, har der mellem Aristokratiet, saavel det geistlige i som verdslige, været et Parti, hvem denne Tingenes Vending ikke var velkommen. Vanskeligt er det derimod at sige, i hvilken Retning almuens virkelige Sympathier have gaaet. Hos denne var Nationalbevidstheden saare liden, om nogen politisk Sands er der ikke Tale. Have Bønderne virkelig næret noget Ønske om Tilslutning til Sverige, saaledes som Karl Knutssøns Venner lode dem forsikre i de Breve, hvilke de selv udstedte i almuens Navn, da maa de snarest have havt et Haab om, at Kong Karl skulde skaffe dem bedre Fogder og formindskede skattebyrden De ikke ganske faa Uroligheder i det søndenfjeldske Norge i Eriks og Christophers Dage vidne om en udbredt Misfornøielse med Styrelsen, og under saadanne stemninger vil der stedse spores Lyst til Forandring, til at prøve noget nyt. Man havde ikke
- ↑ Dipl. Norv. III, S. 589.
